Troels Lund udpeger torsdag partier til flere forhandlinger

13. MAJ 2026 • 21:34ERHVERV/POLITIK

Torsdag vil kongelig undersøger Troels Lund Poulsen (V) melde ud, hvilke partier der indkaldes til møder.

Kongelig undersøger Troels Lund Poulsen (V) vil torsdag fortælle, hvilke partier der indkaldes til yderligere drøftelser i regeringsforhandlingerne.

Det siger han onsdag aften i et opslag på Facebook.

- Jeg kommer til at bruge resten af aftenen på at danne mig et bedre grundlag for, hvordan vi kommer videre med de her politiske drøftelser.

- Derfor kommer jeg i morgen (torsdag, red.) til at offentliggøre, hvad det er for partier, som kommer til at blive indbudt til yderligere politiske drøftelser om, hvordan vi kan fastholde en stærk dansk økonomi, siger Troels Lund Poulsen.

Mandag og tirsdag har Venstre-formanden haft alle partier i Folketinget til drøftelser om en ny regering.

Det har ifølge Troels Lund Poulsen været "nogle lange dage".

- Når man er udpeget som kongelig undersøger, skylder man at indkalde alle partier. Alle skal have muligheden for at give deres holdning til kende, siger han.

Regeringsforhandlingerne har i de seneste dage udspillet sig på Hotel Scandic Spectrum i København.

Troels Lund Poulsen blev fredag i sidste uge valgt som kongelig undersøger nummer to efter folketingsvalget 24. marts.

Lars Løkke Rasmussen var ikke tilfreds med, hvordan forhandlingerne skred frem med fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) som kongelig undersøger, så Løkke valgte at pege på sin tidligere kollega i Venstre.

Moderaterne, som er årsag til, at Troels Lund Poulsen er kongelig undersøger, udtalte fredag, at Venstres formand ville få omkring to uger til at danne en regering.

- Jeg har en relativt hård deadline på 14 dage, og det, synes jeg, er fornuftigt, sagde Venstre-formanden mandag inden de første forhandlinger på Hotel Scandic Spectrum.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT