Tidligere topchef valgt som ny formand for Novo Nordisk

14. NOV 2025 • 15:02ERHVERV/POLITIK

Med 93 procent af de afgivne stemmer er Lars Rebien Sørensen valgt som ny formand for Novo Nordisk.

Lars Rebien Sørensen, tidligere topchef i Novo Nordisk, er som ventet valgt som formand for selskabet på en ekstraordinær generalforsamling fredag.

Ved mødets begyndelse blev det oplyst, at Rebien og tre andre opstillede kandidater havde fået 93 procent af stemmerne, som var afgivet af aktionærerne på forhånd.

Resultatet er ikke en overraskelse, da 71-årige Lars Rebien Sørensen i forvejen er formand i ejerfonden Novo Nordisk Fonden.

Den ejer 28 procent af aktierne i selskabet Novo Nordisk og sidder desuden på 77 procent af stemmerne.

Dermed har den magtfulde formand på papiret selv været med til at afgøre sin skæbne.

Der blev i oktober indkaldt til ekstraordinær generalforsamling, efter at den tidligere Novo Nordisk-formand Helge Lund sammen med en række andre bestyrelsesmedlemmer stoppede.

Det skete i kølvandet på uenigheder med Novo Nordisk Fonden – det vil sige Lars Rebien Sørensen, som nu selv sætter sig for bordenden i medicinalselskabet.

Bagtæppet for striden er et stadigt mere udfordret selskab, der presses hårdt af kopimedicin og af den amerikanske konkurrent Eli Lilly.

Siden sommeren 2024 er Novo Nordisk-aktien styrtdykket, og den tårnhøje vækst er løjet en smule af.

Novo-aktien rundede en værdi på 1000 kroner for lidt mere end et år siden, men er siden faldet 70 procent. Det har derfor været nødvendigt med handling, mener ejerfonden med Lars Rebien Sørensen i spidsen.

Lars Rebien Sørensens dobbeltrolle som formand hos både fonden og i Novo Nordisk har mødt kritik hos en række investorer.

De mener, at det er i strid med selskabets egne regler om armslængdeprincip mellem de to.

På generalforsamlingen, der foregik online uden fysisk tilstedeværelse af aktionærer, blev flere spørgsmål fra aktionærer læst op.

De gik netop på Rebiens dobbeltrolle, som fik følgende ord med på vejen fra hovedpersonen selv:

- Vi har i Novo Nordisk Fonden altid troet meget stærk på uafhængighed og et generelt armslængdeprincip, når det gælder ledelse.

- Det er et princip vi vender tilbage til, når min efterfølger er fundet og valgt, siger han.

Forventningen er, at Lars Rebien Sørensen skal være formand to til tre år, har Novo Nordisk Fonden tidligere oplyst.

Lars Rebien Sørensen sagde også, at han havde tilbudt Novo Nordisk Fonden at træde tilbage som formand.

Men svaret var, at han skulle fortsætte en periode, refererede han.

Cees de Jong, der er bestyrelsesformand i selskabet Novonesis, er valgt som næstformand for Novo Nordisk.

Derudover er Britt Meelby Jensen, topchef i Ambu, valgt ind i bestyrelsen. Det samme er Stephan Engels, der er tidligere finansdirektør i Danske Bank.

De resterende bestyrelsesmedlemmer skal vælges på en ordinær generalforsamling til marts.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT