Sydbank øger fortsat udlån til erhvervskunderne

24. AUG 2022 • 09:14ERHVERV/POLITIK

Sydbank øger sin indtjening i første halvår og forventer vækst i dansk økonomi i anden halvdel.

Sydbanks samlede udlån er i løbet af de første seks måneder steget med 21 procent eller 12,8 milliarder kroner i forhold til samme periode sidste år.

Det viser bankens regnskab onsdag morgen.

Udlånene til privatkunder er faldet med knap en milliard kroner. Det skyldes, at en større andel af kundernes samlede boliggæld fortsat finansieres ved hjælp af realkreditlånet.

Der har derimod været markant vokseværk i udlånene til erhvervskunder. Det er et resultat af, at mange har skullet tilbagebetale de moms- og skatteregninger, der har været udskudt som følge af coronanedlukningerne.

Banken har i 2022 iværksat en ny strategiplan for de kommende tre år, der blandt andet har fokus på at gøre Sydbank mere kendt i større byer. Resultat er et tegn på, at man følger den plan, siger bankens administrerende direktør, Karen Frøsig.

- Vi tiltrækker nye kunder, og de bestående kunder trækker mere på kreditterne. Dermed fortsætter udlånet med at stige i højt tempo, lyder det i en kommentar til regnskabet.

Sydbank har i løbet af det første halve år desuden øget sine rente- og gebyrindtægter med ni procent til 2,4 milliarder kroner.

Det har været medvirkende til, at bundlinjen ligeledes er vokset til 748 millioner kroner for perioden.

Til sammenligning lå den på 645 millioner i samme periode sidste år.

Derfor forventer banken også, at man ender i den øvre del af de udmeldte forventninger på mellem 1,35-1,55 milliarder kroner i overskud.

Banken forventer i det hele taget vækst i den danske økonomi frem til udgangen af året, fremgår det af regnskabet.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT