Stor straftold på elbiler giver ikke nødvendigvis dyrere biler

12. JUN 2024 • 14:21ERHVERV/POLITIK

EU's straftold på kinesiske elbiler, der importeres til Europa, kan løbe helt op over 38 procent.

Når kinesiske elbiler fremover skal sælges i Europa, vil bilmærkerne blive ramt af en stor straftold.

Den idé har EU-Kommissionen i hvert fald præsenteret en plan om at indføre.

Det vil gøre livet dyrere for de kinesiske bilproducenter, men regningen sendes ikke nødvendigvis videre til forbrugerens bord.

Det mener Torben Lund Kudsk, der er afdelingschef i bilejernes interesseorganisation, FDM. Ifølge ham vil mulige prisstigninger nemlig afhænge af, om ''kineserne æder afgiften selv''.

- De kinesiske bilproducenter har en noget højere profit på bilerne end de europæiske producenter. De har altså mere at give af, inden de behøver at sætte prisen op, siger Torben Lund Kudsk.

- Med andre ord vil de fleste kinesiske bilproducenter godt kunne klare at betale en stor afgift og stadig tjene flere penge per solgt bil end deres europæiske konkurrenter.

EU’s straftold udgør helt op mod 38,1 procent. Det gælder blandt andet biler fra producenten SAIC, der blandt andet producerer biler af mærket MG.

Det sker for at sikre, at europæiske bilproducenter ikke kommer i unfair konkurrence med deres kinesiske konkurrenter, der får statsstøtte.

Biler fra BYD slipper, ifølge kommissionens udkast, med en ekstratold på 17,4 procent, mens importører af Geely-biler skal betale 20 procent oven i købsprisen.

Indtil videre er det planen, at de nye tariffer gælder fra 4. juli i år. EU har allerede en eksisterende toldsats på kinesiske elbiler på 10 procent.

Selv om de kinesiske bilproducenter har plads i profitten til store afgifter, kan straftolden stadig ramme den almindelige danske forbruger.

Hvis priserne stiger markant på de kinesiske elbiler, vil det sænke prispresset på de europæiske elbiler. Det vil kunne medføre stigende priser på europæiske elbiler, der ellers er faldet i pris i den seneste tid.

- Vi har behov for, at almindelige danskere skal køre elbil, og de vil gerne købe de billige elbiler, siger afdelingschefen i FDM.

- Flere mennesker skal køre i elbil, og det her kan bremse den udvikling. Der er behov for billige elbiler, og tolden kan gøre det dyrere for forbrugeren og forsinke den grønne udvikling, lyder det.

USA har for nylig indført en straftold på hele 100 procent på elbiler fra Kina.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT