KØB ABONNEMENT

Søren Gades afløser vil som udgangspunkt overholde partilinjen

ERHVERV/POLITIK • 19. OKT 2026 • 07:41

Erik Flyvholm vil lytte til argumenter, men forholder sig i første omgang loyalt til Venstres partilinje.

Søren Gades (V) kommende afløser i Folketinget, Erik Flyvholm, siger til Avisen Danmark, at han i udgangspunktet vil stemme i overensstemmelse med partilinjen ved kommende afstemninger om landbruget.

Søren Gade trak sig søndag aften som folketingsmedlem, netop fordi han ikke kan bakke op om Venstres linje.

- Nu skal jeg jo først i Folketinget, og så vil jeg lytte til alle argumenter. Men som udgangspunkt er jeg loyal over for de beslutninger, som man bliver enige om, siger Erik Flyvholm til Avisen Danmark.

Erik Flyvholm var fra 2007 og frem til sidste år borgmester i Lemvig Kommune.

Forinden var han fra 2002 og til udgangen af 2006 borgmester i den daværende Thyborøn-Harboøre Kommune.

Ved folketingsvalget i marts blev han førstesuppleant for Venstre i Vestjyllands Storkreds, hvor Søren Gade blev valgt.

Søren Gade kommenterede selv sin afgang således søndag aften på Facebook:

- Efter sidste folketingsvalg besluttede Venstres ledelse, at partiet skulle ud på en ny rejse. Jeg har forsøgt at finde min plads på den rejse, men må også erkende, at jeg ikke længere kan stå inde for retningen. Og jeg kender heller ikke destinationen.

- Jeg gik ind i politik for at kæmpe for det, jeg tror på, og for de mennesker, der har valgt mig. Ikke for at stemme imod min egen overbevisning.

Søren Gade var det første Venstre-folketingsmedlem, der offentligt ytrede sin modstand mod gødskningsloven, der blev vedtaget i Folketinget i september.

Loven handler om kvoter for landbrugets udledning af kvælstof til vandmiljøet.

Senere fulgte fire andre folketingsmedlemmer trop, så det endte med, at 5 af Venstres 18 folketingsmedlemmer stemte nej til loven.

Dermed gik de direkte imod den linje, som Venstres formand, Troels Lund Poulsen, havde udstukket.

Forude venter flere afstemninger om landbruget i Folketinget. Herunder om et nationalt sprøjteforbud på særligt sårbare grundvandsdannende områder samt om den såkaldte grisefirepart.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT