SF vil finansiere flere pædagoger med fastfrysning af topskat
Fastfrysning af topskattegrænsen skal finansiere 2500 pædagoger, foreslår SF få dage før folketingsvalget.
SF vil lade de højeste indkomster betale for flere pædagoger og bedre normeringer i daginstitutionerne.Partiet foreslår at fastfryse topskattegrænsen for at finde omkring to milliarder kroner til børneområdet. Pengene skal blandt andet finansiere 2500 flere pædagoger ifølge folketingskandidat Jakob Mark (SF).
- Det er et kæmpestort problem, at der ikke er pædagoger ved vores børn. Det ender med, at vores allermindste står med medhjælpere, som kun lige er blevet færdig med gymnasiet.
- Vi foreslår, at man finansierer det med en fastfrysning af topskattelettelserne, fordi de er skæve, siger han få dage før valget tirsdag.
SF har i flere år haft minimumsnormeringer som en central mærkesag og var drivende i forhold til at få indført lovkrav om minimumsnormeringer under den tidligere socialdemokratiske regering.
Ordningen er siden blevet kritiseret for at blive opgjort på kommuneniveau frem for i de enkelte institutioner, hvilket ifølge fagforeninger og partier som SF giver store forskelle i den reelle bemanding.
Partiet vil have opgjort opgørelsen på institutionsniveau, hvilket før har været indført. Det blev dog rullet tilbage under Socialdemokratiets ledelse.
Udspillet kommer efter en valgperiode, hvor SVM-regeringen har gennemført skattelettelser, herunder en forhøjelse af topskattegrænsen.
Hvis man fastfryser topskattegrænsen, som SF foreslår, betyder det, at flere kommer til at betale topskat over tid. Jakob Mark erkender, at det i praksis dermed bliver en skattestigning, og det står han gerne ved.
- Det vil i hvert fald betyde, at dem, som har allermest i det her samfund, de kommer til at betale lidt mere i skat, siger han.
Spørgsmålet er, hvordan partiet vil finde flere pædagoger, når der er mangel på dem.
- Der findes faktisk tusindvis af pædagoger, som har forladt fadet. Det er ikke sådan, at de nødvendigvis er blevet trætte af børn, men de er måske blevet trætte af de arbejdsvilkår, de skulle arbejde med børnene under, siger han.
Han tror, at flere vil vende tilbage til faget, hvis man laver "reelle minimumsnormeringer" og sikrer bedre arbejdsforhold.
/ritzau/
