Samkørsel er snart fortid hos GoMore: Vi taber penge på det

2. FEB 2026 • 11:33ERHVERV/POLITIK

GoMore vil fra udgangen af februar udelukkende fokusere på privat biludlejning. Samkørselsdelen skrottes.

Da selskabet GoMore så dagens lys i 2005, var det for at give danskerne muligheden for at få et lift af en fremmed bilist.

Siden har markedet for langdistancekørsel ændret sig, og GoMore taber i dag penge på sin samkørselsforretning.

Derfor lukker selskabet ved udgangen af februar den del af forretningen, lyder det mandag i en pressemeddelelse.

Konceptet om samkørsel har haft det svært, efter at markedet for langdistancekørsel blev dereguleret, lyder det fra GoMore.

Det gav busselskaberne muligheden for at tilbyde konkurrencedygtige priser, og derfor har de sat sig på en stor del af markedet.

Og så har coronakrisen haft varige konsekvenser for samkørslen.

- I dag udgør samkørsel mindre end én procent af GoMores forretning, og siden de store tab af passagerer under corona har konceptet været en underskudsforretning, siger selskabets administrerende direktør, Matias Møl Dalsgaard.

- Nu går den desværre ikke længere. For fortsat at kunne vokse som virksomhed og fokusere der, hvor vi for alvor kan gøre en forskel og indfri vores mission, er vi nødt til at træffe den svære beslutning at lukke samkørsel.

GoMore kommer fremover til at fokusere på den primære del af forretningen, der handler om privat biludlejning.

Det gik bedst for GoMores samkørselsforretning i årene mellem 2013 og 2018. Selskabet faciliterede mere end to millioner lift i Danmark.

Direktøren siger i meddelelsen, at han selv var en flittig bruger af konceptet.

- Jeg vil gerne takke alle jer, som gennem årene har bakket op om den gode, bundsympatiske og helt igennem positive idé, som samkørsel virkelig er, lyder det videre.

- Vi må bare erkende, at der samlet set ikke er nok opbakning til idéen til at sikre en bæredygtig forretning.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT