Rekordmange rejser gennem Københavns Lufthavn over jul og nytår

19. DEC 2025 • 07:22ERHVERV/POLITIK

Mange danskere skal med fly til Spanien over julen. Især Malaga og Barcelona er populære rejsemål.

Hen over jul og nytår vil der være 1,4 millioner mennesker, der rejser til eller fra København gennem lufthavnen i Kastrup.

Det skriver Københavns Lufthavn i en pressemeddelelse.

Aldrig før har der været så mange julerejsende i Københavns Lufthavn, og der er samtidig tale om en stigning på 15 procent sammenlignet med 2024, lyder det.

Det skyldes blandt andet, at helligdagene i år ligger på hverdage, siger kommerciel direktør Peter Krogsgaard.

- Julen ligger godt i år, hvor man med nogle få feriedage kan få en god, lang juleferie. Der er der mange, der benytter sig af.

- Det gælder både danskere og sydsvenskere, der rejser ud i verden, og mange internationale rejsende, der kommer til Danmark og Skandinavien via København.

Der er mange af de julerejsende, der skal med fly til Sydeuropa, hvor Malaga og Barcelona er de mest populære rejsemål, skriver Københavns Lufthavn.

Også De Kanariske Øer med destinationer som Gran Canaria og Tenerife er der mange, der har bestilt billet til over jul og nytår.

Der er i de senere år kommet stigende fokus på klimapåvirkningen fra flyrejser, og der har desuden været talrige historier om indbyggere i Sydeuropa, der kritiserer masseturisme for at presse boligpriserne i byerne op.

Det gælder også på De Kanariske Øer.

Men det har altså ikke fået danskerne til at søge andre veje.

- En jul i sol og varme er noget, der lokker mange væk fra Danmark. Der er nærmest en luftbro mellem København og De Kanariske Øer med op til 10 daglige afgange, siger Peter Krogsgaard fra Københavns Lufthavn.

Juletiden bliver altså travl i lufthavnen, men rejser man juleaften eller juledag vil der formentlig være roligt i Kastrup.

Den 24. og 25. december er nemlig dage med meget få passagerer. Lufthavnen forventer knap 50.000 passagerer om dagen, hvilket er under halvdelen af antallet på de travle dage.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT