Beskæftigelsen fortsætter rekordridt med endnu en stigning
I oktober steg antallet af lønmodtagere især i det private. Antallet af beskæftigede er steget 22 måneder i træk.
Det danske arbejdsmarked fortsætter sit rekordridt med endnu en stigning i beskæftigelsen.I oktober steg antallet af lønmodtagere således med 3500. Det betyder, at der var 3.072.000 personer med et lønmodtagerarbejde i Danmark.
Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Beskæftigelsen er således steget 22 måneder i træk.
I oktober er det især i de private virksomheder, at der er blevet ansat flere folk. I virksomheder og organisationer steg antallet af lønmodtagere med 2700 personer i oktober.
I det offentlige steg antallet af lønmodtagere med 800 personer.
Samlet set er beskæftigelsen steget med 39.000 personer i år, hvilket svarer til en stigning på 1,3 procent.
Fremgangen er sket i en periode, hvor væksten i medicinalsektoren er bremset op, og eksportvirksomheder har været ramt af højere amerikansk told. Det påpeger Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv.
- Den fortsatte fremgang i beskæftigelsen er stærkt imponerende og vidner om, at der i øjeblikket er et bredt vækstmomentum i dansk økonomi, skriver han i en kommentar.
Han fremhæver, at der særligt er kommet flere ansatte inden for hotel- og restaurationsbranchen samt inden for rengøring og i vikarbureauer.
Den seneste tid har den stigende beskæftigelse især været trukket af, at flere ikkevestlige indvandrere er kommet i arbejde, samtidig med at flere seniorer vælger at arbejde, efter at de har nået pensionsalderen.
Således passerede antallet af personer over folkepensionsalderen, som har et lønmodtagerjob, for første gang 100.000 personer i oktober.
Men der er også ting, der trækker i den modsatte retning.
Eksempelvis meddelte medicinalselskabet Novo Nordisk tidligere på året, at 5000 af selskabets ansatte i Danmark ville modtage en fyreseddel.
Fyringerne vil formentlig påvirke beskæftigelsen og ledigheden i begyndelsen af det nye år, vurderer Tore Stramer.
Fyringsrunder ses i beskæftigelsestal med en vis forsinkelse, da de fyrede medarbejdere fortsat tæller som beskæftigede i en eventuel opsigelsesperiode, hvor de modtager løn fra virksomheden.
Tore Stramer påpeger dog, at fyringerne sker i en tid, hvor virksomhederne generelt efterspørger arbejdskraft.
- Der er dermed også mange af de berørte medarbejdere fra Novo Nordisk, der relativt hurtigt vil kunne finde ny beskæftigelse, skriver han.
/ritzau/
