Mette F. indkalder til sættemøder fredag om ny regering
Socialdemokratiet har planlagt fire møder inden påske med henblik på at danne en ny regering.
Hele syv partier skal mødes med forhandlingsleder Mette Frederiksen (S) fredag, når der tages fat på processen med at danne en regering efter valget tirsdag 24. marts.Det er SF, Enhedslisten, De Radikale, Alternativet, Moderaterne, Venstre og De Konservative, som er inviteret til sættemøder.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Socialdemokratiet, som også beskriver yderligere tre møder inden påske.
Onsdag blev fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) udpeget som forhandlingsleder - også kaldet kongelig undersøger - altså den, der skal afsøge muligheden for at danne en regering efter valget.
Det skete, fordi hun havde flest mandater i Folketinget bag sig til at påtage sig rollen.
Mette Frederiksen vil i første omgang gå efter at danne en regering, som ud over Socialdemokratiet vil have deltagelse af SF og De Radikale.
Det vil i givet fald blive en mindretalsregering med 68 mandater bag sig.
Martin Lidegaard (R) siger til DR, at han har talt med forhandlingsleder Mette Frederiksen (S) "flere gange" torsdag.
Han udlægger valget sådan, at vælgerne vil have en regering, som gør noget for drikkevandet og dyrevelfærden, og som er økonomisk ansvarlig.
Og danskerne vil ifølge partilederen have en regering, som står på den regelbaserede verdensorden uden at bryde med konventionerne.
- Kunsten bliver at få alle de ting til at udkrystallisere sig og blive til virkelighed. Derfor går jeg ud fra, at det bliver en regering, der skal arbejde hen over midten, siger Martin Lidegaard.
Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, tror ikke på, at forhandlingerne med Mette Frederiksen som forhandlingsleder kan føre til en regering i første omgang.
- Vi møder selvfølgelig op, når vi bliver kaldt ind, siger Lars Løkke Rasmussen til TV 2 News.
- Helt ærligt, vi er ved starten af noget, som jeg ikke tror, at nogen har noget præcist bud på, hvordan skal ende. Vi møder selvfølgelig op med åbent sind.
Folketingsvalget tirsdag endte med et meget uklart resultat i forhold til regeringsdannelse. Den røde blok fik 84 mandater, mens den blå blok fik 77.
Midt i det hele står Moderaterne med 14 mandater og et krav om, at der bliver dannet endnu en midterregering.
De øvrige møder i regeringsforhandlingerne er søndag 29. marts, tirsdag 31. marts og onsdag 1. april.
/ritzau/
