IOC indfører kønstest ved sommer-OL i 2028
Transkvinder får ikke lov til at deltage ved sommer-OL i 2028 i kvindeklassen, oplyser IOC.
Der bliver indført kønstest ved de olympiske lege i 2028 i Los Angeles, meddeler Den Internationale Olympiske Komité (IOC) torsdag.Transkvinder får ikke tilladelse til at deltage i kvindeklasserne ved OL. Det er kun biologiske kvinder, der må være med. Det gælder i både individuelle discipliner og holdkonkurrencer.
- For alle discipliner på sportsprogrammet ved de olympiske lege eller andre IOC-begivenheder er berettigelsen til at deltage i enhver kvindekategori begrænset til biologiske kvinder, skriver IOC på sin hjemmeside.
De nye regler om kønstest vil ikke kun gælde ved legene i 2028. De gælder fremadrettet ved alle olympiske lege.
Når atleter skal testes, vil det ske ved brug af en såkaldt SRY-genanalyse, der skal bruges til at finde frem til det biologiske køn.
Ifølge IOC vil testen kunne bruges som et bevis til at bestemme kønnet hos en atlet. IOC mener ikke, at det krænker atleter at blive genanalyseret via spyt, kindpodning eller blodprøve sammenlignet med alle mulige andre metoder.
IOC-præsident Kirsty Coventry mener, at det vil være mere retfærdigt, at kun biologiske kvinder vil få tilladelse til at deltage i kvindeklasserne ved OL.
- Som tidligere atlet tror jeg på alle olympiske atleters ret til at konkurrere i fair konkurrence. Den politik, vi har præsenteret, er baseret på videnskab og er blevet ledet af medicinske eksperter, siger Kirsty Coventry.
Det er et emne, som har været på dagsordenen i de seneste år, og det har været svært at finde en løsning, der gør alle tilfredse. IOC mener, det er den rette løsning med kønstest.
- Ved de olympiske lege kan selv de mindste marginer være forskellen mellem sejr og nederlag. Derfor er det helt klart, at det ikke vil være fair at lade biologiske mænd konkurrere i kvindekategorien.
- I nogle sportsgrene vil det simpelthen ikke være sikkert, siger Kirsty Coventry.
/ritzau/
