Regeringens store 2030-plan anviser ikke flere penge til løn

30. SEP 2022 • 12:42ERHVERV/POLITIK

Statsministeren har åbnet debat om lønstigninger til offentligt ansatte, men 2030-plan indeholder ikke løfter.

Regeringens store 2030-plan anviser ikke konkret penge til lønstigninger for offentligt ansatte.

- Når vi kommer med initiativer på det, så vil det være fuld finansieret. Derfor er det heller ikke sådan, at vi går ud og siger, at der skal bruges x-antal milliarder, siger finansminister Nicolai Wammen (S) på et pressemøde.

Finansministeren henviser flere gange til Reformkommissionen med professor Nina Smith i spidsen. Regeringen vil afvente anbefalinger fra kommissionen.

- Det er ikke sådan, at vi beder Nina Smith om det. Hun er allerede i fuld gang, konstaterer ministeren.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har den seneste tid skabt en forventning om lønstigninger til nogle faggrupper, der arbejder med velfærd. Det har hun gjort ved at tage det op i en tv-debat og på Socialdemokratiets årsmøde.

Statsministeren sagde under en tv-debat 4. september med Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, og De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, at "vi skal turde tage diskussionen om løn- og arbejdsvilkår".

Mette Frederiksen tilføjede, at hun blandt andet tænkte på bedre løn- og arbejdsvilkår på landets sygehuse.

På Socialdemokratiets årsmøde i Aalborg nævnte statsministeren, at sosu-assistenter skulle have mere løn under uddannelse.

- Tanken med denne plan er at have det lange perspektiv frem til 2030. Hvad er den overordnede spillebane, siger Nicolai Wammen.

Uden at blive konkret siger finansministeren, at regeringen vil gå efter reformer, der blandt andet skal skaffe flere hænder.

Og dermed skabe øget økonomi, så man kan "investere mere i fællesskabet".

I et folketingssvar torsdag til Venstre lyder det desuden fra Nicolai Wammen, at "der ikke er indbudgetteret en lønpulje på finanslovsforslaget for 2023".

Torsdag fremlagde Enhedslisten et krav om, at regeringen skal give et tilsagn til en lavt- og ligelønspulje for offentligt ansatte på fem milliarder kroner. Ellers kan partiet ikke pege på Mette Frederiksen igen efter et valg.

- Vi kommer jo af princip ikke med ultimative krav, men man skal høre det sådan, at dette er meget afgørende for, at vi kan lade en regering træde til, sagde Mai Villadsen til Avisen Danmark.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU