Dommer afviser Drakes søgsmål for chikane i fejde med Kendrick Lamar
Rapperen Drake har fået afvist søgsmål mod Universal Music Group. Dommer fandt ikke Lamar-hit æreskrænkende.
En dommer i den amerikanske delstat New York har torsdag afvist et søgsmål om æreskrænkelse og chikane, som rapperen Drake i januar indgav mod pladeselskabet Universal Music Group.Søgsmålet bundede i selskabets udgivelse af nummeret "Not Like Us" af rapperen Kendrick Lamar sidste år.
Nummeret er et af flere, som de to parter i 2024 skiftevis udgav, hvor de svinede hinanden til.
I "Not Like US" rapper Kendrick Lamar om, at Drake er til yngre kvinder og anklager Drake og hans hold for at være pædofile.
Ifølge søgsmålet anklagede Drake pladeselskabet for at søsætte en kampagne "for at skabe et viralt hit" ud fra en sang, der fremsatte en falsk påstand om, at Drake skulle være pædofil.
Fra distriktsdommer Jeannette Vargas lyder det torsdag, at nummeret ikke er æreskrænkende, og at det ikke kan danne grundlag for et søgsmål.
- Selv om beskyldningen om, at sagsøgeren er pædofil helt klart er alvorlig, vil den bredere sammenhæng af en ophedet rapfejde, med provokerende sprog og beskyldninger fra begge parter, ikke få en fornuftig lytter til at tro, at "Not Like Us" formidler verificerbar fakta, lyder det fra distriktsdommeren.
Hverken advokater for Drake eller Lamar er umiddelbart vendt tilbage på henvendelser fra Reuters om en kommentar på afgørelsen.
Universal Music Group oplyser, at man er tilfreds med afvisningen.
- Søgsmålet var fra starten af en fornærmelse mod alle kunstnere og deres kreative udtryk. Det burde aldrig have set dagens lys, skriver pladeselskabet.
Universal Musik Group udgiver både musik med Drake og Kendrick Lamar og svarer videre, at man ser frem til at fortsætte med at promovere Drakes musik.
Fejden mellem de to artister går mange år tilbage, men blussede op i slutningen af marts sidste år.
Efterfølgende skrev de to et væld af nye numre, der lyrisk kritiserer og anklager hinanden for diverse ting.
Både at have for små fødder, manglende forældreevne, pædofili og meget andet.
"Not Like Us" sikrede i februar Lamar en Grammy i kategorien Årets Bedste Sang, ligesom han optrådte med nummeret ved pauseshowet ved Super Bowl samme måned.
/ritzau/Reuters