KØB ABONNEMENT

Regeringen vil gøre elbiler dyrere fra årsskiftet

ERHVERV/POLITIK • 28. SEP 2026 • 22:10

Regeringen ventes snart at præsentere et finanslovsforslag. Ministre løfter sløret for dele af det.

Hvis det står til regeringen bliver det efter nytår dyrere at købe en elbil over et vist prisniveau.

Regeringen vil nemlig undlade at forlænge elbilers undtagelse fra registreringsafgift endnu en gang.

Det er en del af finansieringen til det finanslovsforslag, som regeringen snart ventes at præsentere, siger fire af regeringens ministre til Berlingske.

Det er penge, der blandt andet skal gå til gratis tandlæge, lavere skat og omstilling af landbruget.

Forslaget vil blandt andet betyde, at elbiler, der har et prisskilt på mere end 366.000 kroner, vil blive dyrere fra 2027.

På nuværende tidspunkt er elbiler i Danmark begunstiget af lavere registreringsafgifter end benzin- og dieselbiler.

Det har været en del af en tidligere politisk aftale, der har haft til formål at få flere danskere over i elbilerne for at fremme den grønne omstilling.

Oprindeligt var der planlagt en gradvis indfasning af registreringsafgift på elbiler fra 1. januar 2026.

Men med aftalen om finansloven for 2026, der blev indgået sidste år mellem den daværende regering og De Konservative, blev afgiftsstigningen udsat et år.

I stedet blev aftaleparterne enige om at nedsætte en ekspertgruppe, der skulle se på modeller for at omlægge beskatningen på biler.

De skulle blandt andet opstille konkrete modeller for en permanent afskaffelse af registreringsafgift for elbiler.

Det arbejde er endnu ikke blevet fremlagt. Det ventes, at arbejdsgruppen kan fremlægge det i andet halvår af 2026.

Dansk Industri (DI) hæfter sig ved, at den nye regering endnu ikke har hørt fra ekspertgruppen.

Direktør for bilbranchen i DI Thomas Sørensen kalder det et "selvmål at lade afgifterne på elbiler stige fra nytår".

- Vi venter på anbefalinger fra en ekspertgruppe, der netop har fået til opgave at se på, hvordan vi kan indrette en mere effektiv og intelligent bilbeskatning. Den opgave gør vi unødigt kompliceret, hvis vi igen hæver den gamle registreringsafgift, skriver han i en kommentar.

Ifølge bilejernes organisation, FDM, kan en VW ID.4 Style få omkring 10.300 kroner mere i afgift, mens stigningen for en Tesla Model Y Long Range med firehjulstræk kan blive knap 28.000 kroner.

Forslaget straffer de danskere, der vælger elbilen, mener Mads Rørvig, der er administrerende direktør i den danske brancheorganisation Mobility Denmark.

- Danskerne har taget den grønne omstilling til sig, og nu vil regeringen gøre nogle af de populære elbiler titusindvis af kroner dyrere. Det hænger simpelthen ikke sammen, siger han i en pressemeddelelse.

Foruden forslaget om registreringsafgift, vil regeringen også tage SU'en fra 81.000 hjemmeboende studerende, hvis forældre har en samlet årlig indkomst på over 710.000 kroner, skriver Berlingske.

Samtidig ønsker regeringen at hæve beskæftigelseskravene for at få dimittenddagpenge og indføre et loft over rentefradraget.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT