Olieeksporten fra Mellemøsten stiger i september efter fald
Olieeksporten fra Mellemøsten er steget, men ligger fortsat under niveauet fra februar, viser data fra Kpler.
Eksporten af råolie fra afgørende olieproducerende lande i Mellemøsten er i september steget til 12,8 millioner tønder om dagen, hvilket er det højeste niveau, siden krigen mod Iran blev indledt i februar.Det viser foreløbige data fra skibssporingsfirmaet Kpler, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Stigningen kommer, efter at der er sket en genopretning i eksporten gennem Hormuzstrædet, lyder det. Ifølge de foreløbige data ventes eksporten i september her at nå cirka 7,4 millioner tønder om dagen.
Selv om regionens eksport fra Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Irak, Oman, Qatar, Kuwait og Iran er steget, ligger den stadig under niveauet fra før israelsk-amerikanske angreb mod Iran i februar.
Eksporten ligger således fortsat omkring seks millioner tønder om dagen under niveauet på 18,8 millioner tønder om dagen i februar, viser Kplers data.
Saudi-Arabien, som er regionens største eksportør, står ifølge tallene til at nå en eksport på omkring 5,4 millioner tønder om dagen i denne måned.
Det er en stigning fra 2,446 millioner tønder om dagen i august, fremgår det.
Eksporten fra den saudiarabiske havn Ras Tanura i Den Persiske Golf er i september steget til omkring 3,6 millioner tønder om dagen fra 929.000 tønder om dagen i august.
Det er fortsat lavere end de 6,411 millioner tønder om dagen, der blev registreret i februar, viser dataene.
I alt 19 tankere fra kategorien "very large crude carrier (VLCC)", som betegner meget store olietankere, forlod i sidste uge Hormuzstrædet, melder Kpler.
De fragtede hver to millioner tønder saudiarabisk olie.
Tallene fra skibssporingsfirmaet omfatter ikke eventuelle skibe, der måtte have sejlet gennem strædet med deres transpondere til automatisk identifikation - deres såkaldte AIS-transpondere - slukket.
Før krigen mod Iran begyndte 28. februar, passerede der typisk omkring 125 store kommercielle skibe gennem strædet om dagen. De transporterede omkring 20 procent af verdens daglige forsyning af råolie og flydende naturgas.
RITZAU
