PORTRÆT: Pia Kjærsgaard gjorde Dansk Folkeparti stuerene

13. SEP 2024 • 10:52ERHVERV/POLITIK

Pia Kjærsgaard, som stopper i Folketinget efter næste valg, har i 40 år sat aftryk på dansk politik.

Pia Kjærsgaard har i fire årtier været særdeles aktiv i politik og har stået allerforrest med sine holdninger, som har efterladt varigt aftryk på Danmark.

Nu har den 77-årige politiker fra Dansk Folkeparti besluttet sig for at stoppe i Folketinget efter næste valg, som senest skal afholdes i oktober 2026.

Pia Kjærsgaard er kendt for at tale fra hjertet og for at være god til at få opmærksomhed ved at fange folkestemningen. Indtil hun ifølge kritikere ikke var det længere.

Hun er vant til at være i modvind og kæmpe for sine synspunkter som bedre forhold for ældre og dårligere for udlændinge samt et EU, der blander sig uden om danske forhold.

Blandt hendes politiske modstandere har hun været et fjendebillede. Som da daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) under åbningsdebatten i Folketinget i 1999 erklærede, at Dansk Folkeparti aldrig blev stuerene.

Det gav næring til Dansk Folkeparti, som dog også blev ramt af bemærkningen.

Pia Kjærsgaard er opvokset på Østerbro og er datter af en farvehandler og en husmor. Hun er uddannet på Købmandsskolen og arbejdede som hjemmehjælper, inden hun gik ind i politik og Fremskridtspartiet, som hun blev valgt for i 1984.

Hun var politisk leder i ni år og forsøgte at gøre op med de anarkistiske tendenser og at stoppe de mange stridigheder. Efter en række magtkampe opgav hun og stiftede i 1995 Dansk Folkeparti oven på resterne af Fremskridtspartiet.

Gennem sit parløb med Venstre og Konservative fra 2001 fik hun udlændingestramninger og bedre forhold for ældre mod at pege på VK-regeringen, der blev ledet af daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V).

I 2012 valgte hun at give pladsen som DF-formand videre til sin tro væbner gennem alle årene, Kristian Thulesen Dahl.

Det gik godt for partiet i begyndelsen efter skiftet, og kronen på værket kom ved folketingsvalget i 2015, hvor Dansk Folkeparti blev det største parti i blå blok med hele 37 mandater.

Pia Kjærsgaard bestred fra 2015 til 2019 den prestigefyldte post som den første kvindelige formand for Folketinget, og hun fik dermed endegyldigt gjort DF stuerene.

Siden er det dog mildest talt gået mindre godt for Dansk Folkeparti, som led nederlag ved det ene valg efter det andet, samtidig med at partiet en overgang var truet af indre opløsning.

Det pinte Pia Kjærsgaard, som havde svært ved at skjule sin irritation, mens vælgere og folketingspolitikere på stribe forlod partiet.

Hendes relation til Kristian Thulesen Dahl gik også i stykker, og da han valgte at stoppe som formand efter det dårlige resultat ved kommunalvalget i 2021, bakkede hun Morten Messerschmidt op som formand.

Efter en træg periode med meningsmålinger omkring spærregrænsen ser Dansk Folkeparti igen ud til at have vundet nogenlunde fodfæste.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT