Partinavnet Centrum Demokraterne er genoplivet: Vil i regering

24. JAN 2023 • 15:02ERHVERV/POLITIK

Det nye parti med navnet Centrum Demokraterne vil i Folketinget og håber på at få ti procent af stemmerne.

Partiet Centrum Demokraterne (CD) har i lang tid været fortid i dansk politik.

Men nu er partinavnet i brug igen, og stifteren af de nye Centrum Demokraterne, Peter Hjorth, gør det klart, at målet er at komme i Folketinget ved næste valg - og måske endda i regering.

- Vi har et program, som er meget tro mod det gamle Centrum Demokraterne, siger Peter Hjorth, som tidligere har været folketingskandidat for Klaus Riskær Pedersens parti i 2019.

Han har desuden været opstillet for Det Demokratiske Parti, som han selv startede, ved kommunalvalget i København i 2021.

- Vi lægger os meget tæt op ad det oprindelig CD, som Erhard Jakobsen kørte, og til højre for Socialdemokratiet. Vi vil aldrig mere igen risikere en venstreorienteret regering, og vi vil gerne styrke midten i dansk politik, siger Peter Hjorth.

Det oprindelige Centrum Demokraterne blev stiftet i 1973 af Erhard Jakobsen, som kom fra Socialdemokratiet. Partiet kom et par år senere med i regering og havde flere ministerposter.

Senere blev partiet overtaget af Mimi Jakobsen, datter af Erhard Jakobsen, men i 2001 opnåede partiet ikke genvalg til Folketinget, og i 2008 blev partiet nedlagt.

Peter Hjorth fortæller, at han endnu ikke har talt med personer fra det oprindelige parti.

- En af dem, vi skal til at kontakte nu, er Mimi Jakobsen. Hende vil jeg helt sikkert gerne tale med og have hendes kommentar til det her, siger Hjorth.

- Også når vi nu ligger tæt på det gamle, originale CD og hendes far, Erhard Jakobsen, så vil jeg gerne lige vende det med hende.

Det nye Centrum Demokraterne har høje ambitioner og er allerede gået i gang med at indsamle vælgererklæringer, så partiet kan blive opstillet ved næste folketingsvalg.

- Vores mål er at få ti procent af midterstemmerne. Og det er klart, at de stemmer kommer fra Socialdemokratiet, De Radikale, Moderaterne og også Venstre, siger han.

- Nu prøver vi. Det kan godt være – hvis man skal være realistisk – at vi kommer ind med lidt mindre første gang.

Peter Hjorth slår desuden fast, at partiet "til hver en tid" vil gå i regering, hvis muligheden byder sig.

- Vi kommer aldrig nogensinde til at sige nej til at gå i en regering, siger han.

Centrum Demokraternes mærkesager er blandt andet bedre vilkår for bolig- og bilejere. Blandt andet mener partiet, at ejendomsværdiskatten og grundskylden skal fjernes, og afgiften på elbiler skal væk.

Andre overskrifter er politisk neutralitet for DR og uddannelsesinstitutioner og en stærk bekendelse til Nato og EU.

Partiets politik vil inden længe blive præsenteret mere dybdegående på et pressemøde.

Indtil videre består partiets ledelse af Peter Hjorth, Christian Kubel Højmose, som også har været opstillet for Det Demokratiske Parti i 2021, og Jakob Brandt-Møller, som er tidligere medlem af Klima-demokraterne og Det Demokratiske Parti.

Håbet er dog, at nogle profilerede ekspolitikere vil fatte interesse for det nystartede parti.

- Vi har mange gode folk på listen. Der er en masse gode folk, som vi skal ud at tale med nu, siger Peter Hjorth og nævner Jens Rohde, Morten Østergaard, Frank Jensen, Connie Hedegaard og Joachim B. Olsen.

Ingen af dem har på forhånd tilkendegivet, at de er interesserede i at være en del af det nye Centrum Demokraterne.

Partiet holder doorstep-pressemøde ved Christiansborgs hovedtrappe tirsdag klokken 12.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU