Partier vil gøre det muligt at droppe karaktererne i 1. g

16. JAN 2025 • 21:30ERHVERV/POLITIK

Karaktererne skal byttes ud med mere feedback, lyder det fra undervisningsordførere fra SF og Alternativet.

De danske gymnasier skal have muligheden for at vælge, om de vil give elever karakterer i 1. g.

Sådan lyder det fra undervisningsordførerne Christina Omuleko (Å) og Sofie Lippert (SF).

- Vi har brug for at mindske det karakterpres, som eleverne desværre oplever mere og mere i vores uddannelsessystem, lyder det fra Christina Omuleko.

Danmarks Evalueringsinstitut (Eva) udgav tirsdag en rapport om effekterne af karakterfritagelse i 1. g på 15 danske gymnasier.

Undersøgelsen viser blandt andet, at hvis man bytter karaktererne ud med mere feedback, kan det få flere til at gennemføre gymnasiet. Også flere begynder på en videregående uddannelse.

Derfor er det oplagt, at man nu udvider forsøget til alle gymnasier, siger ordførerne, der er i forhandlinger om en reform for ungdomsuddannelserne.

- Men det skal være op til den enkelte skole at vurdere, om det er noget, som lærerne vil benytte, siger Sofie Lippert.

Hvis skolerne ønsker at gøre brug af karakterfritagelsen, så skal eleverne ikke efterlades i uvidenhed. Derfor er det essentielt, at karaktererne erstattes af mere feedback, siger ordførerne.

- Det ville kræve en meget vidtrækkende feedbackkultur, hvor man i langt højere grad mødes med eleverne og fortæller dem mundtligt, hvordan deres opgaver er gået, siger Christina Omuleko.

- Det er vigtigt, at eleverne ikke er i tvivl om, hvor de ligger fagligt og ikke mindst, hvordan de forbedrer sig.

Sofie Lippert tror, at karakterfritagelse kan fritstille flere ressourcer, som lærerne før brugte på standpunktskarakterer, til bedre feedback.

- Allerede i 1. g skal lærerne sidde og placere nogle elever, som de ikke har kendt ret længe på den her skala. Jeg tror, at det er bedre at snakke med eleverne om deres niveau og udfordringer, siger Sofie Lippert.

Børne- og undervisningsminister Mathias Tesfaye (S) har ikke ønsket at kommentere. Han henviser i stedet til undervisningsordfører Astrid Kragh (S).

Hun mener, at undersøgelsen giver en række spændende perspektiver til diskussionen om unges trivsel og faglige progression i uddannelsessystemet.

- Det har både givet noget viden om det her med karakterer, men i lige så høj grad rejst et spørgsmål om mere feedback. Og om man skal have feedback på en anden måde end alene en karakter, siger hun.

SF og Alternativets konkrete forslag ønsker hun dog at forholde sig til i forhandlingslokalet.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT