Ørsted hæver i første kvartal sit overskud før renter, skat og af- og nedskrivninger til 9,5 milliarder.
De senere år har budt på en række ubehagelige overraskelser for Ørsteds aktionærer, men onsdagens regnskabstal for første kvartal er lige efter bogen.Energiselskabet hæver i første kvartal sit overskud før renter, skat og af- og nedskrivninger med otte procent til 9,5 milliarder kroner.
Det er meget tæt på det, som analytikerne forventede, og det giver heller ikke anledning til, at selskabet ændrer sine egne forventninger til 2026 som helhed.
Optimismen fejler da heller ikke noget hos koncernchef Rasmus Errboe.
- Arbejdet med at fokusere Ørsteds forretning fortsætter, og vi er klar til at investere i værdiskabende muligheder i Europa og på udvalgte markeder i Asien og Stillehavsområdet, hvor vi ser positive og konkrete fremskridt fra regeringer og styrelser i forbindelse med kommende udbud, siger han i en kommentar til regnskabet.
Overskuddet for kvartalet falder fra 4,9 milliarder kroner i samme periode sidste år til 2,6 milliarder denne gang.
Det skyldes hovedsageligt engangsposter i form af blandt andet nedskrivninger som følge af stigende renter i USA.
Ørsted tjener hovedsageligt sine penge på havvind. Således er offshore-divisionen ansvarlig for mere end tre fjerdedele af omsætningen, og det bliver kun mere udtalt fremover.
Ørsted frasolgte nemlig hele sin europæiske landvindforretning i april for at skaffe kapital til nye investeringer.
De kommer fremover til at ligge inden for havvind i Europa og udvalgte lande i Asien og Stillehavsområdet.
Ørsted har droppet nye mulige projekter i USA, efter at selskabets to igangværende projekter i landet flere gange er blevet bremset af modstand fra Trump-administrationen.
Det har haft store omkostninger for selskabet, der har måttet nedskrive sin amerikanske forretning betragteligt over flere omgange.
/ritzau/