Netcompany fastholder forventninger trods geopolitisk uro

6. MAJ 2026 • 09:21ERHVERV/POLITIK

For 2026 forventer Netcompany at nå en omsætningsvækst på 15-20 procent på trods af geopolitisk uro.

Den danske IT-virksomhed Netcompany omsatte for 2,4 milliarder kroner i første kvartal.

Det er 38 procent mere end samme kvartal i 2025.

Det fremgår af Netcompanys kvartalsregnskab, som er blevet offentliggjort onsdag morgen.

Omsætningsfremgangen skyldes i høj grad købet af datacentralen SDC - tidligere Sparekassernes Datacenter.

Kigger man udelukkende på den sammenlignelige omsætning, er den vokset med 13 procent.

Også overskuddet vokser. Resultatet efter skat steg til 144 millioner kroner mod 122 millioner i samme periode sidste år.

Netcompany udvikler og sælger softwareløsninger til både offentlige myndigheder og private aktører.

Selskabet har forretning i blandt andet Danmark, Holland, Storbritannien og Norge.

- Særligt i Storbritannien - som er det største marked for IT-løsninger i Europa, så vi en stærk efterspørgsel på vores produkter, som resulterede i mere end 50 procents vækst sammenlignet med samme periode sidste år, siger administrerende direktør André Rogaczewski i en kommentar til regnskabet.

Netcompany fastholder sin forventning om en sammenlignelig omsætningsfremgang på mellem 15 og 20 procent i 2026.

Herhjemme står Netcompany bag en række kendte IT-løsninger. Det gælder blandt andet Borger.dk og Aula.

Selskabet kunne for nylig annoncere, at man er gået ind i cykelsporten.

Tirsdag i sidste uge blev det annonceret, at Netcompany er ny hoved- og navnesponsor for det britiske cykelhold Ineos.

Aftalen betyder, at holdet fremover kommer til at hedde Netcompany Ineos Cycling Team.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT