Nordeuropas største insektfabrik er gået konkurs

31. OKT 2025 • 17:27ERHVERV/POLITIK

I december 2023 åbnede insektfabrikken Enorm Biofactory, som blandt andet er ejet af grovvarekoncernen DLG.

Nordeuropas største insektfabrik, Enorm Biofactory, er erklæret konkurs.

Det oplyser Henrik Selchau Poulsen fra advokatfirmaet Bruun Hjejle til mediet AgriWatch.

- Jeg kan bekræfte, at der er afsagt konkursdekret, og at jeg er udpeget som kurator, skriver advokaten i en sms til mediet.

Fabrikken slog dørene op i december 2023 i byen Flemming, som ligger vest for Horsens.

Den blev opført for over en halv milliard kroner, og er delvist ejet af den landmandsejede grovvarekoncern DLG, som fremhævede fabrikken som en strategisk vigtig bæredygtig investering.

Ved åbningen sagde direktør for bæredygtig forretningsudvikling i DLG Jakob Lave, at han forventede sig meget af samarbejdet.

- DLG satser massivt på alternative proteinkilder, som kan hjælpe landmanden til en mere klimaeffektiv produktion, sagde han.

Enorm Biofactory opdrættede soldaterlarver, der blev forarbejdet til mel og olie, som var et klimavenligt alternativ til protein i dyrefoder.

Siden åbningen har fabrikken været ramt af forsinkelser, der har medført, at den ikke har kunnet køre på fuld kapacitet, skriver AgriWatch.

Samtidig har Enorm Biofactory modtaget både naboklager og indskærpelser fra Miljøstyrelsen.

DR har tidligere skrevet, at en lugtrapport fra december 2024 viste, at fabrikken lugtede 11 gange mere end tilladt.

Naboer til fabrikken har over for DR beskrevet lugten som en blanding af hundeopkast og sur yoghurt.

I april i år modtog fabrikken desuden et varsel fra Miljøstyrelsen om standsning af produktionen.

Samme måned gik fabrikken i rekonstruktion. En rekonstruktion er et forsøg på at redde en virksomhed fra at gå konkurs.

I sommer viste et regnskab, at ejerselskabet bag fabrikken, Enorm Investor Holding, havde et underskud på 582 millioner kroner og en negativ egenkapital på 451 millioner kroner.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT