KØB ABONNEMENT

Nordea-aktien stiger en smule efter dom om hvidvask

ERHVERV/POLITIK • 9. NOV 2026 • 14:43

Nordea undgik anklagemyndighedens krav om en bøde på 6,6 milliarder kroner. Kort efter dommen stiger aktien.

Nordea-aktien stiger en smule, efter at der mandag eftermiddag er faldet dom i en stor hvidvasksag mod banken.

Klokken 14 går aktien frem med cirka 2 procent. Inden dommen steg bankaktien 1,4 procent.

Nordea var tiltalt i det, der er blevet beskrevet som den største hvidvasksag ført ved domstolene på dansk jord.

Samlet set mente anklagemyndigheden, at Nordea havde brudt hvidvaskloven i forbindelse med transaktioner for mere end 26 milliarder kroner i en periode mellem 2012 og 2015.

Banken blev dog af Københavns Byret frifundet i fem ud af syv forhold - herunder de forhold, der økonomisk set var mest alvorlige.

Retten har fundet Nordea delvist skyldig i to forhold, der handler om manglende undersøgelser af mistænkelige transaktioner og massearkivering af alarmer fra bankens elektroniske overvågningssystem.

Dommen lyder på en bøde på 155 millioner kroner. Det er væsentligt mindre end anklagemyndighedens krav om en bøde på 6,6 milliarder kroner.

Per Hansen, der er investeringsøkonom i Nordnet, mener, at dommen ikke kan tolkes som andet end "et meget stort nederlag" for National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), der rejste tiltalen mod Nordea.

- Bødens størrelse vil blive opfattet som tæt på en frifindelse og ikke mindst som, at NSK ikke har været i stand til at løfte bevisbyrden, skriver investeringsøkonomen i en kommentar.

Nordea, der gennem hele retssagen har nægtet sig skyldig, gik efter frifindelse.

I en børsmeddelelse skriver Nordea ligeledes, at banken bemærker, at bøden er væsentligt lavere end anklagemyndighedens krav.

- Nordea vil nu gennemgå dommen i sin helhed. Det gælder både dommens konklusioner og domstolens begrundelse. Først derefter vil det blive besluttet, om Nordea vil anke dommen, lyder det i meddelelsen.

Banken oplyser også, at dommen ikke har nogen umiddelbare økonomiske konsekvenser.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT