Ægtepar politianmelder Alternativets Signe Wenneberg for bagvaskelse
Folketingsmedlem Signe Wenneberg er blevet politianmeldt for at tage ulovlige billeder og bagvaskelse af par.
Et ægtepar har politianmeldt Alternativets folketingsmedlem Signe Wenneberg for at have trængt ind i deres have, fotograferet deres hus på et ikke frit tilgængeligt område og for bagvaskelse.Det skriver TV 2.
Sagen drejer sig om, at politikeren ad flere omgange har lagt billeder op på sociale medier af ægteparrets hus med en kritik af, at huset blev revet ned i stedet for genanvendt ud fra et perspektiv om bæredygtighed.
Parret har tidligere forklaret politikeren, at huset var så slidt, at det var nødvendigt at rive det ned og bygge et nyt hus.
Eksempelvis var pælene, huset stod på, rådne. Huset var skredet 40 centimeter, og det var ikke muligt at få en ejerskifteforsikring og et kreditlån til at købe huset.
Trods den forklaring lavede Signe Wenneberg et nyt opslag på de sociale medier med billeder af huset og en tekst, der kritiserede nedrivningen.
Det har ægteparret fortalt til flere medier.
Alternativet-politikeren har dertil skrevet flere forkerte oplysninger i sin kritik af købernes fremgang, fortæller en af de nye ejere, Janni Jelkvist.
Hun påpeger, at nedriverne har bevaret mange materialer. Eksempelvis er alle indvendige døre og de fleste vinduer blevet givet til sælgers børn.
Forløbet fik først ægteparret til at skrive en kommentar til Signe Wennebergs opslag på Facebook, hvor de fremlagde deres uenighed.
Politikeren lukkede herefter for kommentarfeltet til opslaget. Senere slettede hun det helt.
Forløbet har nu fået ægteparret til at politianmelde politikeren, der nu har sendt et citat til TV 2 med en undskyldning til parret.
- Jeg vil gerne give en uforbeholden undskyldning til køber. Jeg tog fejl, da jeg troede, at jeg var inden for skiven med dette opslag. Det beklager jeg, og det skal ikke gentage sig. Jeg har af hensyn til køber slettet opslaget, skriver Signe Wenneberg til mediet.
Til Ritzau påpeger Alternativet, at Signe Wenneberg understreger, at hun kun har taget billeder af huset fra offentlig vej.
RITZAU
