Moderaterne vil erstatte Arne-pension med ny ordning for nedslidte
Moderaterne vil lave én samlet tilbagetrækningsordning for nedslidte, som skal baseres på visitation.
Seniorpensionen og Arne-pensionen skal "sammentænkes", og der skal laves en ny, samlet ordning for nedslidte, der skal baseres på visitation.Den nye ordning skal erstatte Arne- og seniorpensionen.
Det mener Moderaterne, der fredag har fremlagt et pensionsudspil.
Ydelsen skal afhænge af arbejdsevne, understreger formand Lars Løkke Rasmussen (M).
- Har du nul arbejdsevne, skal du have en stor ydelse. Kan man arbejde mere, får man en lavere ydelse, siger han.
Lars Løkke Rasmussen kommer ikke med noget konkret tal på, hvor stor ydelsen skal være.
Han understreger, at man ikke vil fjerne muligheden for tidlig tilbagetrækning.
- Vi ønsker bare, at det skal hvile på en vurdering af det enkelte menneskes situation, siger han.
I dag er seniorpension baseret på visitation. Man kan få tilkendt ydelsen, hvis man har en varigt nedsat arbejdsevne.
Arne-pensionen er baseret på, hvor mange år man har været på arbejdsmarkedet.
Moderaterne foreslår desuden at indføre en ordning for deltidspension.
Ordningen betyder, at det skal være muligt at gå på deltidspension tre år før, man rammer folkepensionsalderen.
I de tre år vil man få en mindre ydelse uden modregning, som er tiltænkt som en "trappe" op til folkepensionen, lyder det fra Moderaterne.
Ydelsen vil stige hvert år op til folkepensionsalderen.
Ved pressemødet fremhæver Lars Løkke Rasmussen (M), at man ikke vil pille ved den automatiske stigning i pensionsalderen, som andre partier har foreslået.
- Hvis man piller ved velfærdsaftalen, så piller man ved vores økonomiske holdbarhed. Så får fremtidige generationer sværere ved at få tingene til at hænge sammen, siger han.
Moderaterne vil også afsætte en milliard kroner til en såkaldt sporskiftefond, der skal gøre det nemmere at skifte spor i sit arbejdsliv.
Slutteligt vil man gøre det muligt at sætte ens ratepension på pause. Det er ikke muligt i dag.
Også Socialdemokratiet og De Radikale har fremlagt pensionsudspil i løbet af valgkampen.
Socialdemokraterne vil udvide adgangen til og forbedre Arne-pensionen, mens man vil sænke den automatiske stigning i pensionsalderen efter 2045.
De Radikale foreslår, at man skal kunne vælge at få udbetalt folkepensionens grundydelse op til tre år før den fastsatte pensionsalder.
Partiet mener desuden, at Arne-pensionen og efterlønnen skal afskaffes.
/ritzau/
