Ministerium gav én dag til høringssvar om Roundup-tilladelse
Miljøministeriet erkender, at det ikke er godt nok med én dags frist til høringssvar om Roundup.
Miljøministeriet kritiseres for at afgive en problematisk kort høringsfrist.Grønne organisationer fik én arbejdsdag til at udarbejde og afgive et høringssvar til regeringen, der vil støtte EU-Kommissionen i at forlænge tilladelsen til det omdiskuterede glyphosat, der er det aktive stof i sprøjtemidlet Roundup.
Fredag blev Miljøministeriets fremstilling af sagen sendt til en række grønne organisationer med svarfrist mandag morgen klokken 10.
- Det giver en fornemmelse af, at det ikke er en høring, men at det er en orientering af borgerne om, at sådan bliver det, siger Rikke Lundsgaard, landbrugspolitisk rådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.
På grund af den korte tidsfrist havde organisationen ikke mulighed for at dykke ned i høringsmaterialets detaljer og efterprøve regeringens vurdering af sagen.
Rikke Lundsgaard måtte derfor sende en tilrettet kopi af en tidligere udtalelse om sprøjtemidlet til ministeriet, frem for at forholde sig undersøgende til den konkrete fremstilling.
- Det er ikke for at jamre, men for at sige, at de allerede har besluttet sig og ikke gider tage en kamp, siger hun.
Regeringen, både statsminister Mette Frederiksen (S) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), har tidligere meldt ud, at tempoet skal tages ud af politik for at sikre ordentlige processer.
Også i det lys er den korte svarfrist kritisabel, siger SF og Enhedslisten.
- Det er fuldstændig uanstændigt. Det er en temmelig afgørende beslutning, vi taler om, siger Peder Hvelplund, miljøordfører for Enhedslisten.
- Beslutningen træffes på et ufuldstændigt grundlag, når høringsparter ikke får en bedre tidsfrist til at kommentere på det, for de har ingen mulighed for at efterprøve det materiale, der tilsendes.
Hos SF kalder partiets medlem af Europa-Parlamentet, Kira Marie Peter-Hansen, det for ”sjusket lovarbejde”.
- Vi kan se, at lovbehandlingen går hurtigere og hurtigere, og man får ikke taget de høringsprocesser, der er nødvendige for at sikre en god proces og gennemarbejdet lovgivning, siger hun.
Miljøministeriet erkender, at processen ikke har været optimal. Ministeriet søger normalt at udsende rammenotater med en høringsfrist på minimum tre dage.
- Men det var desværre ikke muligt i denne sag. Kommissionens forslag har ændret sig flere gange under forhandlingerne, og derfor har der været behov for tid til at analysere forslagets indhold og konsekvenser, inden rammenotatet kunne sendes i høring til miljøspecialudvalget, skriver ministeriet i et skriftlig svar.
/ritzau/