Minister om årsdag for Murens fald: Friheden fra '89 skal gælde fortsat
Murens fald skabte eufori, men nu ser vi ind i flere kriser, advarer beredskabsminister, som vil sikre landet.
Det er lørdag 35 år siden, at den 45 kilometer lange mur, der delte Øst- og Vestberlin, blev væltet.Beredskabsminister Torsten Schack Pedersen (V) var teenager, da det skete, og han husker tv-billederne, som gjorde et "kæmpe indtryk".
- Som liberal var det sådan, at nu vandt friheden, og vi så optimistisk ind i fremtiden og tænkte: "nu er vi på vej til et langt, langt bedre sted".
- Den eufori levede vi på længe, men nu må vi konstatere, at den ubekymrethed, der var i de første år efter Berlinmurens fald, den kan vi ikke vende tilbage til, siger ministeren.
Berlinmuren stod i 28 år som et symbol på Den Kolde Krigs splittelse af Europa.
Den faldt kort før midnat 9. november 1989, og det igangsatte Tysklands genforening.
Siden er der udbrudt krig i Ukraine og dele af Mellemøsten, klimakrisen presser på, cybertruslen vokser, og ekstremt vejr bliver mere og mere hyppigt.
- Vi ser ind i et trusselsbillede, der er markant anderledes end for bare få år siden. Det er klart, det stiller nogle helt andre krav til os som samfund.
- Så vi skal sikre, at den frihed, som vi hyldede i 1989, at det stadigvæk er den, der skal være gældende, siger Torsten Schack Pedersen.
Muren blev bygget, fordi de allierede efter Anden Verdenskrig inddelte Tyskland i fire besættelsesområder, hvor Vesten stod over for Sovjet.
Tyskland blev opdelt i fire zoner, som hver var kontrolleret af én af de fire vindende militære magter.
Derfor var glæden stor, da EU blev udvidet med otte central- og østeuropæiske lande i 2004, hvilket blev aftalt i København to år før.
- For befolkningerne i de lande er det nu et liv med frihed, liberale demokratier og markedsøkonomi. De lande har nydt gavn af friheden, og det glæder jeg mig meget over.
- Men vi skal bare være bevidste om, at længere mod øst er der fortsat en trussel, som vi troede ville forsvinde med Sovjetunionens sammenbrud, siger han.
Derfor har han som beredskabsminister fokus på at sikre Danmarks sikkerhed og beredskab.
- Det er klart, vi er nødt til at tage det dybt alvorligt som samfund, og derfor skal vi øge vores robusthed. Og vi skal være sikre på, at vi har et beredskab, der kan træde til, når ulykker og andre ting rammer os, siger han.
/ritzau/