Miljøstyrelsen får kritik for dårlig kontrol af havbrug og pesticider

ERHVERV/POLITIK7. SEP 2026 • 13:44

Miljøstyrelsen kritiseres mandag for mangelfuld kontrol af både havbrug og pesticider i landbruget.

Rigsrevisionen og Statsrevisorerne retter mandag kritik af Miljøstyrelsens kontrol af danske havbrug og landbrugets brug af pesticider.

Begge områder får prædikatet "stærkt utilfredsstillende" i to beretninger fra Folketingets Rigsrevision. Det er kritikniveau tre ud af fem fra Rigsrevisionen - også defineret som "middel kritik".

Statsrevisorerne går endnu hårdere til værks og udtaler "skarp kritik" - det næsthøjeste kritikniveau.

- Lad mig sige det ligeud - det er ikke godt nok. Statsrevisorerne finder Miljøstyrelsen og ministeriets kontrol med brugen af pesticider stærkt foruroligende, siger formand for Statsrevisorerne Mette Abildgaard (K) på et pressemøde mandag.

Statsrevisor Mikkel Sarbo (R) er heller ikke tilfreds med Miljøstyrelsens kontrol af havbruget.

- Det er helt utilstrækkeligt og har direkte konsekvenser for vores havmiljø og potentielt for vores sundhed, siger Mikkel Sarbo på et pressemøde.

Af beretningerne fra Rigsrevisionen fremgår det blandt andet, at samtlige 19 danske havbrug i 342 tilfælde har overtrådt loven eller vilkårene i deres tilladelser i perioden mellem 2018 og 2025.

I over halvdelen af tilfældene blev samme overtrædelse gentaget en eller flere gange. 30 overtrædelser er reelt blevet håndhævet af Miljøstyrelsen.

Når det gælder pesticidkontrollen, skriver Rigsrevisionen, at landbrugsvirksomhedernes brug af pesticider udelukkende er baseret på selvangivelser.

Med andre ord har hver enkelt virksomhed mulighed for selv at rette, slette eller helt udelade oplysninger om brugen af pesticider. Ifølge Rigsrevisionen betyder det, at for store mængder pesticider kan sive ned i grundvandet og ende i fødevarer.

Ifølge beretningen har styrelsen ved kontrolbesøg også kun landmændenes egne sprøjtejournaler at gå ud fra.

- Kontrolløren kan finde halvtomme dunke med ulovlige pesticider på lageret, men hvis virksomheden ikke selv har skrevet i sprøjtejournalen, at pesticiderne er blevet brugt, kan kontrollørerne ikke påvise det, skriver Rigsrevisionen.

Mette Abildgaard rejser på mandagens pressemøde også kritik af it-systemerne i det danske landbrug.

- De fleste bruger ovenikøbet et system, som meget venligt kommer med en lille anmærkning, hvis man er ved at indberette et ulovligt højt brug af pesticider, siger hun.

For at få lov at opdrætte fisk i et havbrug skal man i Danmark have en placeringstilladelse og en miljøgodkendelse.

Men ingen danske havbrug har begge tilladelser, hvilket i praksis betyder, at indtil de har dem, kan havbrugene blive drevet på lempeligere tilladelser fra 1990’erne, der ifølge Rigsrevisionen kan øge forureningen og skade havmiljøet omkring.

Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for ansøgninger vurderes af styrelsen selv at være mellem halvandet og to år. Men i praksis har behandlingstiden indtil videre været 7 år for placeringstilladelser og 11 år for miljøgodkendelser.

Miljøstyrelsen kan ifølge de to beretninger ikke entydigt forklare, hvad der må påduttes styrelsen selv, og hvad der må tillægges andre myndigheder og klagesystemet.

Foreløbigt har både Enhedslisten og De Konservative indkaldt miljøminister Maria Reumert Gjerding (SF) til samråd, oplyser partierne til Ritzau.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT