Efter kritik var dansk skib i Grønland under von der Leyen-besøg
I flere uger af august var ingen af Forsvarets inspektionsskibe i Grønland, men det var ændret under EU-besøg.
Timingen kunne ikke være bedre, da det danske inspektionsskib "Thetis" søndag stille gled forbi den gamle kolonihavn i Nuuk.Det skete lige i det øjeblik, hvor EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, og den internationale presse ankom til området.
Her skulle von der Leyen søndag på en sejltur på de arktiske fjorde omkring Nuuk sammen med statsminister Mette Frederiksen (S) og Grønlands regeringschef, Jens-Frederik Nielsen.
Turen var del af optakten til, at von der Leyen mandag vil annoncere en stor investering i Grønland og underskrive en fælles erklæring med Grønland og Danmark om udvidet samarbejde med EU.
Fra dansk side var det derfor oplagt at vise, at Danmark passer på Grønland og Arktis ved blandt andet at have inspektionsskibe i Grønlands farvand.
I flere uger af august var der dog ingen af Forsvarets fire inspektionsskibe til stede i Grønland, skrev DR for nylig på baggrund af positionsdata fra de fire skibe.
Det er ellers et krav, at Forsvaret kan stille med minimum ét af de store arktiske skibe i den såkaldte Thetis-klasse 365 døgn om året i Grønland.
Forsvarets inspektionsskibe spiller en central rolle i redningsberedskabet i det enorme, arktiske område.
Når der ikke er inspektionsskibe til rådighed, er der ifølge DR ingen skibe, der kan sejle ud med en helikopter om bord og redde personer langt fra kysten.
Timingen er derfor uheldig for grønlænderne, da inspektionsskibene blev væk. For det skete midt i højsæson for jagt og turisme, sagde beredskabskonsulent Patrick Abrahamsen, der selv har erfaring fra grønlandske redningsmissioner til DR.
- Helikopteren er essentiel, når vi snakker de lange distancer, vi har i Grønland. Når der ikke er inspektionsskib heroppe, så bliver det et problem for det grønlandske folk.
Både DR og TV 2 har i foråret på baggrund af interne dokumenter beskrevet, at der er udfordringer med personalemangel i søværnet.
I april skrev DR, at hver tiende post i søværnet var ubesat. I det dokument, som TV 2 har set, lød det, at personalemanglen var "meget bekymrende".
Personalemanglen var ifølge DR årsagen til, at Søværnet måtte aflyse inspektionsskibet "Hvidbjørnens" planlagte tur til Grønland på grund af mandskabsmangel.
Søndag var både von der Leyen, Mette Frederiksen og Jens-Frederik Nielsen om bord på "Thetis", hvor de fik en briefing.
Ingen af dem stillede dog op til interview søndag.
"Thetis" havde inden det diplomatiske besøg været i og omkring Nuuk i forbindelse med den danskledede øvelse Arctic Endurance. Øvelsen hører under Nato-aktiviteten Arctic Sentry.
Derudover havde inspektionsskibet deltaget i den store, årlige øvelse Nanook Tuugaalik, der er det canadiske forsvars største maritime øvelse i Arktis.
Søndag aften sejler "Thetis" fra Nuuk med kurs sydpå for at deltage i endnu en øvelse kaldet Artic Shield.
RITZAU
