Apuls betaler bøde på 425.000 kroner for vildledende markedsføring

ERHVERV/POLITIK7. SEP 2026 • 10:36

Forbrugerombudsmanden politianmeldte i marts virksomheden Apuls, efter at den havde overvåget firmaets priser.

Firmaet Apuls ApS har accepteret at betale en bøde på 425.000 kroner for vildledende markedsføring og overtrædelse af prismærkningsbekendtgørelsen.

Virksomheden, der blandt andet sælger træningsudstyr, blev i marts politianmeldt af Forbrugerombudsmanden, fordi ti tilbudsvarer havde været på tilbud i flere måneder.

Ifølge Forbrugerombudsmanden laver Apuls vildledende markedsføring, når der over flere måneder reklameres med tilbudsvarer, da det så bliver varens normalpris.

Det skriver Forbrugerombudsmanden, der har overvåget virksomhedens markedsføring, i en pressemeddelelse.

Ebbe Maretty Sønderup er direktør i Apuls, og han kan godt forstå bødens omfang.

- Selvfølgelig er det altid træls at få en stor bøde, men det er også noget, der skal være i orden, så jeg synes egentlig, det er meget korrekt, siger han.

I 2023 orienterede Forbrugerombudsmanden virksomheden om reglerne for markedsføring, efter at den havde modtaget to forbrugerklager.

Klagerne omhandlede Apuls' før og nu-priser.

Trods orienteringen fortsatte virksomheden sin markedsføring, og derfor valgte Forbrugerombudsmanden at politianmelde Apuls denne gang.

- Vi er opmærksomme, når virksomhederne benytter sig af disse greb, og vi har et godt prisovervågningsværktøj, som kan afsløre dem. Særligt groft er det, hvis virksomheder fortsætter adfærden, efter at vi har orienteret dem om reglerne, skriver forbrugerombudsmand Torben Jensen i pressemeddelelsen.

Bemærkningen fra Forbrugerombudsmanden kendte direktør Ebbe Maretty Sønderup dog ikke til før politianmeldelsen, siger han.

- Der er mange kokke om at drive sådan en virksomhed her. Personen, der sad med lige netop den hat, ser ikke henvendelsen som noget, personen skal reagere på, og melder det så ikke videre i organisationen, siger han.

Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med markedsføring og forbrugerbeskyttende regler.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT