Mette F. begrunder ministerbytte med nye opgaver til alle S-ministre

3. JUN 2026 • 11:23ERHVERV/POLITIK

Alle S-ministre skulle have nye poster, og derfor har Hummelgaard og Wammen byttet post, siger Mette F.

Når topsocialdemokraterne Peter Hummelgaard og Nicolai Wammen nu bytter ministerposter, er det en del af en større beslutning fra statsminister Mette Frederiksen (S).

Hun siger foran Amalienborg, hvor den nye regering præsenteres, at alle socialdemokratiske ministre fra SVM-regeringen skulle have nye opgaver.

- Vi har fået færre ministerposter i Socialdemokratiet end tidligere. Og jeg har besluttet, at ingen socialdemokratiske ministre kommer til at have det samme arbejde som før, siger Mette Frederiksen.

Det blev onsdag morgen annonceret, at Peter Hummelgaard er ny finansminister, mens Nicolai Wammen i stedet bliver justitsminister. Dermed bytter de to poster.

Nicolai Wammen havde været finansminister siden 2019, mens Peter Hummelgaard blev justitsminister i 2022.

De var begge med til at forhandle det nye regeringsgrundlag på plads sammen med Mette Frederiksen.

- Jeg tror, at de fleste godt ved, at de er nogle af mine allernærmeste. Det har de været i mange år. Sådan bliver det ved med at være nu, siger Mette Frederiksen videre ved Amalienborg.

Her bliver Peter Hummelgaard også spurgt ind til ministerbyttet.

- Statsministeren har fundet anledning til at sige, at nu skal vi ryste posen. Jeg tror ikke, man skal spekulere så meget over alle de der ting, siger Peter Hummelgaard til TV 2.

Nicolai Wammen siger, at han er "meget glad" for at blive justitsminister.

- Jeg ved, at der er meget store opgaver på justitsministerområdet, som jeg kommer til at kaste mig over.

Han bliver spurgt, om det er en degradering for ham.

- Jeg tror ikke, at Socialdemokratiet er et sted, hvor man laver den slags regnskaber, siger Wammen.

Peter Hummelgaard og Nicolai Wammen skal senere onsdag overdrage henholdsvis Justitsministeriet og Finansministeriet til hinanden. Her skal de også holde taler til hinanden.

Socialdemokratiet har i alt fået 9 ministerposter mod 11 i SVM-regeringen.

Seks af de syv socialdemokratiske gengangere fra SVM-regeringen har fået nye ministerposter, som Mette Frederiksen nævnte.

Hun fortsætter dog selv som statsminister.

De nye socialdemokratiske ministre er Christian Rabjerg Madsen og Ida Auken, der begge tidligere har været ministre.

Fravalgt er Kaare Dybvad Bek, Sophie Hæstorp Andersen og Rasmus Stoklund, mens Mattias Tesfaye selv har meddelt, at han ikke ønskede at fortsætte som minister. Det siger han til Politiken.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT