Mads Fuglede skal kigge ud over Danmarks grænser med nyt ordførerskab

21. APR 2026 • 13:00ERHVERV/POLITIK

Danmarksdemokraterne har fordelt ordførerskaber. Mads Fuglede bliver udenrigs- og rigsfællesskabsordfører.

Danmarksdemokraterne har samlet alt uden for Danmarks grænser i et nyt ordførerskab.

Det tilfalder USA-analytiker og nyere medlem af partiet Mads Fuglede, som efter et gruppemøde tirsdag er blevet valgt som udenrigs- og rigsfællesskabsordfører.

- Mads har længe interesseret sig for udenrigspolitik, og han er også begunstiget af at have en rigtig stor viden om det, som vi forhåbentlig kommer til at nyde godt af, siger Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, i en skriftlig kommentar.

Mads Fuglede beholder sine ordførerskaber for klima og energi, der nu er samlet i et samlet ordførerskab frem for tidligere to. Og så er han blevet kirkeordfører.

Udenrigsordføreren, som skiftede fra Venstre til Danmarksdemokraterne i foråret 2024, var inden sin folketingskarriere kendt for at udlægge teksten om forholdene i USA for danske tv-seere.

Den uddannede cand.mag. i historie og filosofi fra Aarhus Universitet har blandt andet dækket præsidentvalgkampene i USA i 2008 og 2012 for TV 2, og han har undervist i international politik og USA's historie.

Derfor er det heller ikke helt uventet, at han nu skal være udenrigs- og rigsfællesskabsordfører. I sin tid i Venstre var han blandt andet også udlændingeordfører.

Foruden Mads Fuglede har de andre folketingsmedlemmer i Danmarksdemokraterne tirsdag også fået tildelt ordførerskaber.

Hans Kristian Skibby forbliver skatteordfører, samtidig med at han skal være ny retsordfører og transportordfører i partiet.

Tidligere bestred han også posten som fødevareordfører, der nu er gået til Kim Edberg Andersen, der også er blevet beskæftigelsesordfører og fiskeriordfører.

Susie Jessen er fortsat politisk ordfører i Danmarksdemokraterne. Derudover er hun også blevet kultur- og medieordfører.

Forrige uge fik partiet sin nye gruppebestyrelse på plads. Her blev Jens Henrik Thulesen Dahl valgt af den nye folketingsgruppe efter valget i marts som partiets nye gruppeformand.

Han tager over for den tidligere gruppeformand Peter Skaarup, der ikke sikrede sig et mandat ved folketingsvalget.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT