Løkke efter Vance-besøg i Grønland: Vi sætter ikke pris på jeres tone

29. MAR 2025 • 02:13ERHVERV/POLITIK

Vi er åbne for at diskutere en større amerikansk tilstedeværelse i Grønland, siger Løkke efter Vance-besøg.

Vi er åbne for kritik, men vi sætter ikke pris på den tone, den leveres i.

Det siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) i en video, som han har delt på X natten til lørdag, få timer efter USA's vicepræsident J.D. Vances besøg i Grønland.

- Det er ikke sådan, man taler til sine tætte allierede. Jeg anser stadig Danmark og USA for at være tætte allierede, siger Løkke i videoen.

Da J.D. Vance fredag besøgte den amerikanske militærbase Pituffik Space Base, sendte han en kraftig kritik i retning mod Danmark.

I en tale på militærbasen sagde han, at basen er "mindre sikker, end den var for 30-40 år siden, da nogle af vores allierede ikke har holdt trit".

- Vores budskab til Danmark er meget enkelt: I har ikke gjort et godt stykke arbejde for befolkningen i Grønland, lød det fra Vance.

Lars Løkke Rasmussen siger i videoen natten til lørdag, at han respekterer, at USA har behov for en større militær tilstedeværelse i Grønland.

- Vi - Danmark og Grønland - er meget åbne for at diskutere det her med jer med et åbent sind, siger Løkke.

Udenrigsministeren henviser i videoen til en forsvarsaftale fra 1951 mellem Danmark og USA, der giver USA brede rammer for tilstedeværelse i Grønland.

Aftalen betyder blandt andet, at USA har ret til fri adgang overalt i Grønland.

- Vi kan gøre meget mere indenfor rammerne af de aftaler, som vi har i dag, siger Løkke.

Udenrigsministeren henviser også til, at Vance har sagt, at både Danmark og USA har gjort for lidt i Grønland.

- Faktum er, at vi alle har høstet fredsdividenden. Vi handlede alle ud fra den antagelse, at Arktis var og burde være et område med et lavt niveau af spændinger. Men det er slut nu. Status quo er ikke en mulighed, siger Løkke.

Fredag aften sagde statsminister Mette Frederiksen (S), at USA's vicepræsident, J.D. Vance, under sit besøg i Grønland omtalte Danmark på en måde, der ikke er retvisende.

Danmark er en "god og stærk" allieret, der i mange år har stået side om side med amerikanerne i "meget svære situationer", lød det fra Frederiksen.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT