Liberal Alliance affejer skatte-kritik som misundelse og smålighed
På landsmøde afviser LA kritik af skæv skattepolitik som smålighed og misundelse fra socialdemokrater.
Der er tale om "misundelse" og "smålighed", når Liberal Alliance kritiseres for at favorisere overklassen med skattelettelser på bekostning af underklassen.Det siger Liberal Alliances partileder, Alex Vanopslagh, på partiets landsmøde lørdag i Vejle.
- I politik sker der det magiske, at smålighed og misundelse bliver til en dyd, og her hedder det ikke "brokkerøve”, men "socialister" og "socialdemokrater", siger han.
Liberal Alliance har i ugen op til landsmødet lanceret en større økonomisk plan, der vil give skattelettelser for over 40 milliarder kroner, samtidig med at udgifterne til Danmarks forsvar skal stige markant.
Finansieringskilderne er blandt andet at skære i dagpengeperioden og udviklingsbistanden.
Det har fået Socialdemokratiet til at kritisere partiet for at føre en skæv og socialt uretfærdig politik.
Finansminister Nicolai Wammen (S) er gået ud i flere aviser for at kritisere Liberal Alliances politik.
Han har fået sit system til at regne på partiets skattelettelser, og resultatet har næsten gjort Wammen mundlam, lyder det.
- At de 100 rigeste i Danmark får en skattelettelse på 12 millioner kroner (hver, red.), samtidig med at man skal lave massive nedskæringer på det danske velfærdssamfund, det er en meget uklog plan. Det er ultraliberalt. Det er så mørkeblåt, som det kan blive, siger Wammen til Politiken.
På landsmødet i Vejle har Alex Vanopslagh noteret sig kritikken.
- Jeg har set, at Socialdemokratiet fjoller rundt på sociale medier med at kalde ethvert forslag, som styrker dansk konkurrenceevne, for Rolex-reformer, siger Alex Vanopslagh.
Han mener, at kritikken er udtryk for en misundelseskultur.
- Det kunne være fint med lidt mere seriøsitet fra statsministerpartiet.
/ritzau/