Ledighedspilen pegede svagt opad i september
Beskæftigelsesministeriets ledighedsindikator forudser en stigning på 300 personer sammenlignet med august.
Ledighedsprocenten herhjemme har i mere end et år ligget på 2,9 procent, og det kommer den formentlig også til at gøre, når boet for september skal gøres op.Det viser Beskæftigelsesministeriets ledighedsindikator, der baserer sig på antallet af tilmeldte til jobdatabasen Jobnet og giver et første bud på udviklingen i ledigheden i den forgange måned.
Som tallene ser ud nu, peger de på en stigning i ledigheden på 300 personer i september.
Det er altså stort set uændret i forhold til ledigheden i august, som blev opgjort til 87.000 personer.
- Der er fortsat pæn efterspørgsel efter arbejdskraft, og beskæftigelsen slår bare rekord efter rekord.
- Det holder ledigheden i kort snor, og det er da også vores forventning, at det billede fortsætter i den kommende tid, skriver privatøkonom Brian Friis Helmer fra Arbejdernes Landsbank i en kommentar til tallene.
Selv om Novo Nordisk har taget hul på den fyringsrunde på omkring 5000 personer, som medicinalvirksomheden har bebudet, så er det fortsat for tidligt at se effekten i ledighedstallene.
Og når den slår igennem, bliver det formentlig ret udramatisk. Det vurderer Erik Bjørsted, der er cheføkonom i Dansk Metal.
- 5000 fyringer i en enkelt virksomhed er bestemt ikke hverdagskost i Danmark.
- Men de mange fyringer i Novo kommer ikke til at slå arbejdsmarkedet omkuld. Antallet af fyringer svarer til blot 0,16 procent af den samlede beskæftigelse, siger Erik Bjørsted.
Han peger også på, at de fyrede Novo-ansatte har gode muligheder for at lande et nyt job et andet sted.
Beskæftigelsen er det seneste år steget med 37.000 personer.
/ritzau/