Konkurrenceråd: Coloplast har misbrugt dominerende position

29. JAN 2025 • 12:37ERHVERV/POLITIK

Coloplast har med højere priser presset grossister ud af marked for stomihjælpemidler, afgør Konkurrencerådet.

Coloplast har udnyttet sin dominerende position til at presse konkurrenter ud af markedet for salg af stomihjælpemidler til kommuner.

Det har Konkurrencerådet afgjort, lyder det i en pressemeddelelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Det er ifølge afgørelsen sket ved, at Coloplast Danmark har opkrævet betydeligt højere priser for sine stomihjælpemidler hos konkurrerende grossister, end de priser som blev tilbudt kommunerne.

- Det gjorde det meget svært for konkurrerende grossister at vinde opgaven hos kommunerne, og nogle gav helt op, siger formanden for Konkurrencerådet, Christian Schultz, i pressemeddelelsen.

Ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er det i praksis umuligt for en grossist at vinde kommunernes opgaver uden at kunne tilbyde Coloplasts produkter.

Det skyldes, at Coloplasts stomihjælpemidler udgør over halvdelen af de produkter, som danske brugere anvender.

I 2019 gik Coloplast ind på grossistmarkedet ved at deltage i et konsortium med virksomheden Abena.

Fra 2020 til 2022 solgte Coloplast Danmark via konsortiet sine produkter til kommunerne til en betydeligt lavere pris, end de konkurrerende grossister skulle betale.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil forsætte sagen med henblik på at udstede en bøde, lyder det.

Coloplast er ikke enig i afgørelsen fra Konkurrencerådet og har derfor anket den til Konkurrenceankenævnet.

- Vi gør altid vores yderste for at overholde konkurrenceloven og sikre sund konkurrence på markedet, men vi har noteret, at Konkurrencerådet mener noget andet, siger Martin Kiil, som er administrerende direktør i Coloplast Danmark, i en skriftlig kommentar.

Indtil ankesagen er afgjort, vil selskabet agere i henhold til afgørelsen, lyder det.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT