Kommunernes formand beder regeringen styrke velfærden trods krisetid

20. MAR 2025 • 12:36ERHVERV/POLITIK

Velfærdssamfundet i en krisetid er torsdag til debat på Kommunalpolitisk Topmøde. Der venter prioriteringer.

Formanden for Kommunernes Landsforening, Martin Damm (V), opfordrer i en tale på Kommunalpolitisk Topmøde regeringen til fortsat at styrke velfærden, selv om der i de kommende år skal oprustes for milliarder i Forsvaret.

Sidste års økonomiaftale med regeringen betød et økonomisk sporskifte, så kommunerne kunne styrke velfærden, lyder det fra formanden, som opfordrer til, at regeringen fortsætter i det samme spor.

- For det er netop vores samfundsmodel, der er med til at sikre, at de fleste af os danskere kan gå på arbejde og bidrage til samfundsøkonomien, siger Martin Damm, der er borgmester i Kalundborg.

- Når verdens sikkerhed er udfordret, skal vi passe godt på den velfærd, som vi har opbygget igennem generationer, siger han fra scenen.

Også statsminister Mette Frederiksen (S) talte til de omkring 1500 forsamlede kommunale topfolk i en på forhånd optaget videotale.

Statsministeren er ikke til stede fysisk, da hun deltager i et EU-topmøde i Bruxelles.

I talen adresserede hun velfærdssamfundet og de udfordringer, der trænger sig på.

- Vi er i den farligste sikkerhedspolitiske situation siden 1940'erne. Det, vi gør nu på den korte bane, er med til at afgøre hele vores kontinents fremtid. Vi skal øge vores modstandskraft og opruste militært og demokratisk.

- Det er dyrt. Rigtig dyrt, sagde statsministeren, som samtidig understregede, at "det er en fælles opgave" at passe på velfærden i de kommende år.

- Det er helt afgørende med den nødvendige sociale balance, og at vi viser, at vores samfundsmodel er den bedste til at løse de udfordringer, vi står over for.

Velfærdssamfundet var også til debat blandt partilederne fra Christiansborg på scenen ved topmødet.

Her understregede flere, at der ikke er nogen vej uden om at skulle prioritere i de kommende år.

Ifølge udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) er der derfor et presserende behov for en ny, langsigtet økonomisk plan.

- Det skal ikke handle om penge på bundlinjen, men om alle de udfordringer, vi skal løse i de næste ti år.

- Det kommer til at handle om arbejdskraft, reformer, produktivitet og kæmpe AI-potentiale, som vi skal have udløst. Det kommer også til at handle om, hvordan vi organiserer os, sagde han.

Ifølge forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) kender kun få dybden af den geopolitiske situation, og det økonomiske råderum skal bruges til at styrke Forsvaret.

- I en situation, hvor man har den mængde penge, man har, så er man nødt til at prioritere.

- Når man skal bruge meget større summer på forsvar, så er der nogle andre ting, man ikke kan prioritere på samme måde som ellers, sagde han uden at ville svare ja til, at det betyder besparelser på velfærd.

Finansminister Nicolai Wammen (S) sagde fra scenen, at han forventer "en fornuftig økonomiaftale" også i år.

- Jeg forventer, at vi kan finde en god balance mellem forsvar og sikkerhed, og at vi også skal have et godt velfærdssamfund. Vi skal kunne begge dele, sagde han.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT