Investeringsplatform nærmer sig en halv million kunder i Danmark

23. JUL 2024 • 11:14ERHVERV/POLITIK

På koncernniveau har Nordnet snart to millioner kunder i Danmark, Sverige, Norge og Finland, viser regnskab.

Antallet af kunder på investeringsplatformen Nordnet nærmer sig en halv million i Danmark.

Det fremgår af Nordnets regnskab for andet kvartal.

Ved udgangen af kvartalet havde investeringsplatformen 475.000 kunder i Danmark. Et år tidligere lød antallet på 400.000 kunder.

Nordnet har desuden forretning i Sverige, Norge og Finland. Samlet set har koncernen nu knap to millioner kunder.

Tilgangen af nye kunder har også øget Nordnets indtjening. I Danmark har selskabet i andet kvartal haft en driftsindtjening på 263 millioner svenske kroner, hvilket svarer til cirka 168 millioner kroner. Det er 39 procent mere end i samme kvartal i 2023.

- Nordnet Danmark kigger tilbage på et kvartal med en forsat imponerende kundetilgang. Alene i 2024 har vi budt velkommen til 47.100 nye, aktive kunder, og vi nærmer os nu en halv million danskere på platformen. Det gør mig ekstremt stolt, siger Tine Vestergren Uldal, som er landechef i Nordnet i Danmark, i en kommentar til regnskabet.

Ifølge Nordnet er den opsparede kapital steget med 25 procent over det seneste år til 252 milliarder svenske kroner, svarende til cirka 161 milliarder kroner.

I forbindelse med regnskabet oplyser Nordnet desuden, at selskabet i juni har opnået de relevante myndighedsgodkendelser til at etablere en forsikringsfilial i Danmark.

Dermed er Nordnet nu et skridt tættere på at kunne lancere et såkaldt livrente-produkt, lyder det.

En livrente er en pensionsordning, som sikrer en udbetaling resten af livet, uanset hvor længe man lever. Det kan derfor betragtes som en blanding mellem en forsikring og en pension.

Ifølge Tine Vestergren Uldal går udviklingen af livrente-produktet "efter planen", og ambitionen er, at produktet lanceres i 2024.

Hele Nordnet-koncernen har i andet kvartal af 2024 tjent 904 millioner svenske kroner på driften. Det svarer til cirka 577 millioner kroner.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT