Flatpay har nu over 2000 ansatte efter at have fordoblet medarbejderantallet over de seneste ti måneder.
Den danske virksomhed Flatpay, der leverer betalingsløsninger til små og mellemstore virksomheder, har på ti måneder fordoblet antallet af medarbejdere.Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.
Flatpay har nu over 2000 ansatte efter at have ansat over 100 nye medarbejdere om måneden de seneste ti måneder.
Virksomheden blev grundlagt i 2022 og har på fire år rundet over 100.000 kunder. Kunderne er virksomheder i Danmark, Finland, Tyskland, Frankrig, Italien, Holland og Storbritannien.
Sidste år opnåede Flatpay en værdiansættelse på 1,5 milliarder euro og fik dermed såkaldt enhjørningestatus.
Enhjørningestatus er ikke et officielt stempel fra nogen myndighed, men i stedet et udtryk, der ofte bliver brugt inden for finansverdenen og betragtes som en markant milepæl.
Begrebet betegner en startup med en værdiansættelse på mere end en milliard dollar uden at være børsnoteret. Flatpays værdiansættelse på 1,5 milliarder euro svarer til over 1,7 milliarder dollar.
Ifølge Sander Janca-Jensen, der er administrerende direktør og stifter af Flatpay, spiller arbejdskulturen en vigtig rolle i fordoblingen af medarbejdere.
- En stor del af vores succes skyldes ganske enkelt, at vi behandler hinanden ordentligt, siger han i pressemeddelelsen.
Medstifter af Flatpay Rasmus Busk uddyber, at virksomheden løbende laver medarbejderundersøgelser for at følge med i medarbejdernes trivsel.
Her noterer han sig, at virksomhedens engagementsscore, der er en måling af medarbejdertilfredshed, som regel ligger højt.
Det baserer han på en medarbejderundersøgelse fra maj med 1049 respondenter. Her svarede 86 procent fem ud af fem til, at de ville anbefale Flatpay som en god arbejdsplads.
- Det er vi rigtig stolte af. Jeg har arbejdet i alle mulige andre virksomheder de sidste 25 år, og det her er det højeste, jeg har været med til at levere, siger Rasmus Busk.
Han mener, at kombinationen af ordentlige vilkår og en stærk kultur er årsagen til, at medarbejderne generelt er tilfredse med Flatpay som arbejdsplads.
- Fundamentalt vil vi have, at vores ledere er respektfulde og behandler vores medarbejdere med værdighed.
- Vi fyrer dem, hvis de ikke kan eller gør det, og det har vi eksempler på, at vi har gjort. Der er vi ret kompromisløse, siger Rasmus Busk.
/ritzau/