I utålmodighed foreslår Moderaterne at fjerne momsen på grønt
Moderaterne har mistet tålmodighed med regeringens proces og vil derfor fjerne moms på frugt og grønt.
Regeringspartiet Moderaterne vil fjerne momsen på frugt og grøntsager for at modvirke de højere fødevarepriser.Hidtil har partiet foreslået at halvere momsen på frugt og grønt, men arbejdet tager for lang tid, lyder det fra partiets fødevareordfører, Henrik Frandsen.
Moderaterne har derfor mistet tålmodigheden med regeringens proces.
- Vores tålmodighed er sluppet op, så vi foreslår at fjerne den helt, siger han.
Regeringen har den seneste tid været presset af, at danskerne oplever højere priser i supermarkederne.
Den arbejder derfor på at lave en form for differentieret moms, der kan sænke prisen på udvalgte fødevarer, men det ventes at tage flere år, før de skattetekniske systemer er klar til det.
Det vil Moderaterne ikke længere vente på.
Derfor skruer partiet op for deres forslag om en halvering af momsen på frugt og grønt, i håbet om at det kan være mere enkelt for regeringen at vedtage.
- Vi har bragt det på banen ad flere omgange, hvor det ikke er lykkedes at få gennemført, og nu foreslår vi så det her for at komme videre, siger Henrik Frandsen.
Han peger på, at regeringen relativt simpelt har fjernet momsen på bøger for nyligt. Den fremgangsmåde kan gentages på de grønne fødevarer, lyder det fra Henrik Frandsen.
Fra begge sider af Folketinget har partier foreslået en lavere fødevaremoms. Både Enhedslisten og Dansk Folkeparti slår på regeringen med det budskab.
Fra statsminister Mette Frederiksens side er der erkendelse af problemet.
- Lige siden 1992 har vi haft den samme momssats på praktisk taget alle varer. Måske er det på tide at ændre på det, så frugt og grønt bliver billigere. Eller så alle fødevarer simpelthen bliver billigere, har hun sagt.
I samme ombæring understregede Mette Frederiksen dog, at det i så fald vil kræve en del tid.
Den tid vil Moderaterne forsøge at forkorte med forslaget om helt at fjerne momsen, så det skatteteknisk kan glide lettere igennem
Partiet har ikke den konkrete finansiering på plads endnu.
- Det er en del af den store økonomiske plan, som regeringen skal til at arbejde med her efter nytår. Der er det her en af de ting, der kan tages med i forhandlingerne, siger Henrik Frandsen.
/ritzau/
