Forperson i fagforening går på orlov efter samarbejdsproblemer

12. JUN 2024 • 11:43ERHVERV/POLITIK

En arbejdspladsvurdering slår fast, at samarbejdet mellem ledelse og ansatte halter i fagforeningen DM.

Forperson Camilla Gregersen i fagforeningen DM går på orlov efter en arbejdspladsvurdering, der viser udfordringer i samarbejdet.

Det skriver DM - tidligere Dansk Magisterforening - i en pressemeddelelse.

Det er særligt samarbejdet mellem medarbejderne og den politiske ledelse, der er udfordret ifølge vurderingen.

- Det har jeg som forperson en central rolle i, og det tager jeg meget alvorligt. Intet ligger mig mere på sinde, end at DM's medarbejdere har et godt og trygt arbejdsmiljø, siger forperson Camilla Gregersen i meddelelsen.

Camilla Gregersens orlov løber for nu indtil efter sommerferien. Efter eget ønske er orloven selvbetalt.

Fagforeningen har nedsat en arbejdsgruppe, der skal komme med tiltag og initiativer, der skal forbedre arbejdsmiljøet.

Camilla Gregersen har været forperson i fagforeningen cirka ni år - siden 2015.

DM er en akademisk fagforening for mere end 75.000 humanistiske, naturvidenskabelige og samfundsvidenskabelige bachelorer, kandidater og studerende.

Forpersonen adresserer selv i pressemeddelelsen, at fagbevægelsen skal gøre det, som den beder andre arbejdspladser om.

- Denne situation er ikke særlig sjov at stå i, men det er meget værre ikke at tale om problemerne og handle på dem, siger hun.

Hun går på orlov for at sikre arbejdsgruppen de bedst mulige vilkår for, at den kan finde gode løsninger.

Arbejdsgruppen består af repræsentanter fra fagforeningens forretningsudvalg, ledelse og tillidsvalgte, skriver DM i meddelelsen.

I perioden vil hun opsøge rådgivning for at blive klogere på, hvordan hun selv kan forbedre sit lederskab.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU