FH-formand: Historisk lønløft vil lette rekruttering
Morten Skov Christiansen mener, at mere løn til bestemte grupper er en god måde at skaffe flere varme hænder.
Det vækker glæde hos formanden for lønmodtagerorganisationen Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Morten Skov Christiansen, at statsminister Mette Frederiksen (S) på regeringens vegne har tilkendegivet, at en række faggrupper skal have mere i løn.Formålet er lettere at kunne skaffe den nødvendige arbejdskraft, og statsministeren har pædagoger, sosu-assistenter, sygeplejersker og ansatte i Kriminalforsorgen i kikkerten.
- Det er historisk, at regeringen nu lægger op til et ekstraordinært lønløft. Det er rigtig godt, og vi synes også, det er en unik mulighed for faktisk at løse nogle af de udfordringer, vi har i den offentlige sektor, som blandt andet handler om rekruttering og fastholdelse af medarbejdere, siger FH-formanden.
Han mener, at det er relevante grupper, som statsministeren har udpeget, men vil ikke lægge sig fast på, om det også er dem, FH vil prioritere i de kommende forhandlinger, når det gælder højere løn.
- Det bliver nogle svære forhandlinger, fordi det bliver ikke alle lønmodtagere og alle offentligt ansatte, der får del i de her ekstraordinære lønløft. Der skal prioriteres, og nu ser jeg frem til også at drøfte mit bagland og FH's medlemsorganisationer, hvordan vi skal gå ind i de her forhandlinger, siger Morten Skov Christiansen.
Han understreger, at mere i lønposen ikke kan stå alene, når det gælder om at sikre, at der også fortsat er hænder nok til at løse velfærdsopgaverne.
- Løn er en del af udfordringen, ligesom også ordentlige arbejdsvilkår er vigtige for at sikre, at vi har en stærk offentlig sektor, og som kan yde god velfærd til borgerne, siger han.
Statsminister Mette Frederiksens forslag skal først tages op i såkaldte trepartsforhandlinger med repræsentanter for regeringen, arbejdsgiverne og de faglige organisationer.
Senere venter overenskomstforhandlingerne, der begynder i det små i efteråret med udveksling af krav og kulminerer i begyndelsen af næste år med de egentlige forhandlinger.
/ritzau/