Fantomskat kan fordufte i kommende iværksætteraftale
Moderaterne tilslutter sig ønske om at fjerne den såkaldte fantomskat, og der tegner sig dermed et flertal.
Den såkaldte fantomskat skal fjernes for at gøre det lettere for danske iværksættere at skalere deres virksomhed og sælge den.Det siger Moderaterne forud for regeringens kommende forhandlinger om en ny iværksætteri-aftale.
- Den kan have store konsekvenser for de mennesker, der sælger deres virksomhed, siger partiets erhvervsordfører, Charlotte Bagge.
Dermed har alle tre partier fra SVM-regeringen givet udtryk for at ville se på at fjerne skatten.
Fantomskatten er også kendt som paragraf 40 i afskrivningsloven.
Den består af, at en sælger af en virksomhed beskattes af virksomhedens forventede indtjening ved en senere milepæl.
Det betyder, at sælger kan blive beskattet af en indkomst, virksomheden endnu ikke har.
- Man kan risikere at stå med en stor gæld til Skat, siger Charlotte Bagge.
- Det kan være meget problematisk.
Moderaterne har ikke et talmæssigt overblik over, hvor store generne er for iværksættere. Det er dog noget, Charlotte Bagge som erhvervsordfører ofte bliver bedt om at kigge på af selvstændige og organisationer, siger hun.
- Mange starter virksomheder med henblik på at sælge den, når den har vokset sig større. De incitamenter kan godt forsvinde, fordi man er bange for at blive fantomskattet.
Partiet foreslår derfor, at skattebetalingen først skal falde, når milepælen for virksomhedens ventede indtjening er opnået, og sælger har penge i hånden til at betale skatten.
Fantomskattens afskaffelse har været debatteret tidligere, og Moderaterne er på linje med et tidligere blåt forslag.
Sidste år foreslog De Konservative, Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance at afskaffe skatten.
Her var Jeppe Bruus skatteminister i S-regeringen. I en debat i Folketingssalen gav han udtryk for, at han ville arbejde med forslaget, og at regeringen tog problemstillingen alvorligt.
Det er særligt De Konservatives erhvervsordfører, Mona Juul, der har ledt an i kampen mod fantomskatten.
Efter Folketingsvalget i 2019 blev hun opmærksom på, at særligt biotech- og medicinalindustriens startups var bekymrede for skatten.
-De henter meget hjem til Danmark. Og der skal ikke ændres meget, for at vi får et stort payback, siger Mona Juul.
Siden forsøgte hun at samle det blå flertal, som Moderaterne nu tilslutter sig.
- Det er jeg virkelig, virkelig glad for. Det er en kamp, jeg synes har været langtrukken, og som jeg glæder mig til at få drøftet og lavet en aftale om, siger Mona Juul.
Charlotte Bagge håber, at regeringen kan præsentere iværksætteripakken dette efterår.
/ritzau/