EU overvejer at begrænse børns brug af sociale platforme

12. MAJ 2026 • 10:16ERHVERV/POLITIK

Til juli ventes ekspertpanel at foreslå, hvad EU kan gøre mod børns indtog på sociale platforme.

EU vil overveje at begrænse børns adgang til sociale platforme. Allerede til sommer kan der blive indført nye regler ifølge EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen.

Hun er tirsdag i København til en konference om, hvordan børn og unge bliver påvirket af kunstig intelligens. Til juli skal ventes anbefalinger fra et ekspertpanel om, hvad EU kan gøre for at beskytte mindreårige.

- Uden at foregribe panelets resultater mener jeg, at vi skal overveje en udsættelse (delay, red.) for sociale medier. Alt afhængig af resultaterne kan vi komme med et forslag til sommer.

- Diskussionerne om en minimumsalder for sociale platforme kan ikke længere ignoreres, siger von der Leyen med henvisning til, at Danmark og ni andre medlemslande vil forbyde sociale platforme for visse mindreårige.

Tidligere EU-kommissær Margrethe Vestager, Red Barnet og ikke-profitorganisationen Common Sense Media står bag konferencen, som afholdes i Landstingssalen på Christiansborg.

Den skal sætte en ny retning for digital børnebeskyttelse i en tid, hvor kunstig intelligens fylder mere og mere i børn og unges liv.

- Spørgsmålet er ikke, om unge mennesker skal have adgang til sociale medier. Spørgsmålet er, om sociale medier skal være tilgængelige for unge mennesker, siger von der Leyen.

Sociale platformes chatbots, som benytter kunstig intelligens, er designet til at fastholde brugerens opmærksomhed gennem en menneskeliggørelse, hvor børn og unge kan foranlediges til at tro, at det er et menneske, de taler med.

Kommissionen er EU's digitale vagthund. Den har indledt sager mod verdens største sociale platforme som TikTok samt Facebook og Instagram, som selskabet Meta står bag, for at få afklaret, om de gør nok for at beskytte børn.

EU-systemet konkluderede i sidste måned, at Meta ikke gør nok for at holde børn under 13 år fra Facebook og Instagram.

I februar fik TikTok en advarsel og det kinesiske selskab blev bedt om at ændre dets afhængighedsskabende design, hvis det ville undgå bøder.

En sag er også indledt mod den sociale platform X for brugen af Grok, som er en kunstig intelligens. Den er blevet brugt til at skabe nøgenbilleder af kvinder og børn.

Senere i år vil Kommissionen fokusere på "vanedannende og skadelige" digitale abonnementer, som indfanger børn og unge og stjæler deres opmærksomhed.

Von der Leyen mødtes tirsdag morgen med fungerende statsminister Mette Frederiksen (S), som tidligere har foreslået en aldersgrænse på 15 år for visse sociale platforme som TikTok og Snapchat.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT