Erfaren Venstre-profil i EU er genvalgt som spidskandidat

18. NOV 2023 • 11:57ERHVERV/POLITIK

Til næste års valg til Europa-Parlamentet er Morten Løkkegaard igen Venstres spidskandidat.

Morten Løkkegaard er officielt valgt som Venstres spidskandidat ved næste års valg til Europa-Parlamentet.

Det er sket lørdag på Venstres landsmøde i Herning.

Morten Løkkegaard var den eneste, der var indstillet som spidskandidat. Han var også spidskandidat ved seneste EU-valg i 2019.

Han blev præsenteret på landsmødet af den nyvalgte formand Troels Lund Poulsen.

Troels Lund Poulsen hæftede sig ved, at Morten Løkkegaard i 2019 var den største stemmesluger, og at Venstre fik 23,5 procent af stemmerne.

- Siden er der sket meget i Venstre og dansk politik. Men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Venstre igen kan levere et godt resultat med Morten i spidsen, sagde formanden ved sin præsentation.

Morten Løkkegaard blev også valgt til Europa-Parlamentet i 2009, mens han i 2014 blev førstesuppleant. Han har tidligere siddet i Folketinget.

Hvordan Venstres kandidatliste efter Morten Løkkegaard skal se ud, bliver der stemt om senere på Venstres landsmøde.

Blandt andre nuværende EU-parlamentariker Asger Christensen og tidligere minister Ulla Tørnæs er kandidater.

EU-valget næste år finder sted 9. juni.

Med valget af Morten Løkkegaard som spidskandidat har alle partier nu officielt valgt deres frontfigur.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

7. SEP 2025 • 20:57SPORT
Kort om sport
FÅ ABONNEMENT