En spændt Vanopslagh får highfives af skolebørn på valgsted

24. MAR 2026 • 10:39ERHVERV/POLITIK

Liberal Alliances leder er klar til at påtage sig rollen som kongelig undersøger, siger han på valgsted.

Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh, blev mødt af masser af børn på Skovshoved Skole, da han ankom til folkeskolen i Charlottenlund for at stemme ved folketingsvalget tirsdag formiddag.

Børn på stribe gav highfives til Vanopslagh, som blandt andet blev spurgt af journalisterne på stedet, om han tror, det kommer til at påvirke valget, at han har indrømmet at have taget kokain i sin tid som partileder.

Indrømmelsen kom tidligere under valgkampen.

- Det finder vi ud af i aften. Det vigtigste for mig har været at være ærlig om de fejl, jeg tidligere har begået.

- Jeg fornemmer, at de fleste danskere mener, at nu har vi kogt nok suppe på den høne, og nu vil vi gerne høre om politik, siger Vanopslagh.

Han fortæller, at han er spændt på valgdagen, og at han er klar til at melde sig som kongelig undersøger, når valget er overstået. Den kongelige undersøger er den, der skal lede regeringsforhandlingerne.

Liberal Alliance står i den seneste meningsmåling, som Voxmeter har lavet for Ritzau, til at blive det største parti på den borgerlige fløj. Og hvis det sker, er Vanopslagh klar til at påtage sig rollen som statsminister.

- Jeg håber at kunne melde mig som kongelig undersøger i morgen. Jeg håber på et blåt flertal. Så er jeg klar til både at være kongelig undersøger og statsminister.

- Nu mangler vi bare det borgerlige flertal, og det tror jeg også, at vi får, lyder det fra Liberal Alliances leder uden for Skovshoved Skole.

Ifølge den seneste måling fra Voxmeter står Liberal Alliance til at få 10,8 procent af stemmerne. Målingen blev foretaget mandag.

Ved valget i 2022 fik Liberal Alliance 7,9 procent af stemmerne.

Vanopslagh bliver desuden spurgt, hvorfor han ligesom ni andre partiledere har meldt afbud til partilederdebatten, der plejer at finde sted på valgnatten, og som skulle have været sendt på TV 2.

- Jeg synes, det er respektløst over for vælgerne at holde en debat klokken 02 om natten. Vi har en valgdebat i morgen, siger Vanopslagh.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT