Efterspil til Zelenskyj-tale skaber uenighed i Folketingets ledelse
Folketingets formand har åbnet for, at statsledere på talerstol kan blive "fast praksis". Det afviser flertal.
Da Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, onsdag holdt tale fra Folketingets talerstol, var han den første udenlandske statsleder nogensinde til at gøre det.Beslutningen blev truffet af et flertal i Folketingets ledelse, Præsidiet, hvor Folketingets formand, Henrik Frandsen (M), nu møder modstand fra andre præsidiemedlemmer.
Henrik Frandsen åbnede onsdag for, at det kan blive "fast praksis" med statsledere på talerstolen.
- Vi har aftalt, at vi på et kommende møde vil tage det op, hvorvidt vi skal åbne mere op, og om vi skal gøre det til en fast praksis, sagde Henrik Frandsen til Berlingske.
Muligheden for at gøre det til fast praksis får et klart nej fra tre af de fire andre præsidiemedlemmer.
- Det skal det absolut ikke være, siger Jacob Jensen (V), der i stedet vil have Præsidiet til at "tage stilling fra sag til sag".
Karsten Hønge (SF) vil ligeledes "tage stilling fra gang til gang" i stedet for, at det skal være fast praksis.
Folketinget har i årtier holdt fast i, at Folketingets talerstol er forbeholdt medlemmer og ministre - indtil onsdag.
Jacob Jensen kalder det "en ekstraordinær situation", at Zelenskyj fik lov.
- Næste gang, der kommer en statsleder fra et europæisk land, der er under angreb, så vil jeg tilbyde det samme, siger han.
Samme toner lyder fra Karsten Hønge.
Han kalder det en "helt usædvanlig gestus", at Zelenskyj fik lov at gå på talerstolen for at give ham "gennemslagskraft i Danmark og internationalt".
- Det er ikke en adgangsbillet til bare at kunne tale fra Folketingets talerstol, siger Hønge.
Kun Morten Messerschmidt (DF) var i Præsidiet imod, at Zelenskyj skulle på talerstolen, fordi han frygter en glidebane, hvor andre præsidenter også vil have lov til at tale derfra, hvis de kommer på besøg.
Han køber heller ikke sine to præsidiekollegers plan om at vurdere det fra sag til sag.
- Nu vil man åbne for en helt ny praksis i den tro, at man bagefter selv kan bestemme, hvem der skal have adgang, og hvem der ikke skal. Sådan fungerer international politik ganske enkelt ikke, siger Messerschmidt i en skriftlig kommentar, hvor han stiller spørgsmålstegn ved, om eksempelvis Donald Trump "bare skal acceptere" at tale et andet sted.
- Når først man har åbnet døren, bliver det meget vanskeligt at lukke den igen uden at skabe diplomatiske konflikter. I mine øjne er det her et klart skråplan.
Morten Messerschmidt frygter, at "Folketingets ledelse slet ikke har forstået konsekvenserne" af at lade Zelenskyj tale.
Både Jacob Jensen og Karsten Hønge fastslår, at Præsidiet skal være i stand til at kunne sige nej til eksempelvis Donald Trump.
RITZAU
