Dragsted bliver største stemmesluger i København

25. MAR 2026 • 17:36ERHVERV/POLITIK

Enhedslisten og partiets politiske ordfører fik et godt valg i Københavns Storkreds. Det gjorde Venstre ikke.

Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, mere end fordobler sit antal personlige stemmer.

Det står klart, efter at de personlige stemmer i Københavns Storkreds er talt op efter tirsdagens folketingsvalg.

Dragsted får 30.707 stemmer. I 2022 fik han 14.129.

Enhedslisten skrev historie i Københavns Storkreds, da partiet for første gang kunne kalde sig det største parti i storkredsen med 16,6 procent af stemmerne.

Det var første gang nogensinde, at det ikke var Socialdemokratiet, der blev størst i Københavns Storkreds ved et folketingsvalg. Socialdemokratiet fik 15,3 procent af stemmerne.

Socialdemokratiet gik fra fire til tre mandater i storkredsen. De tre mandater er gået til Peter Hummelgaard og Ida Auken, som blev genvalgt, mens det sidste mandat er gået til social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen.

Hun er tidligere overborgmester i København og eks-folketingsmedlem, men kan altså igen kalde sig folketingsmedlem.

Allerede natten til onsdag stod det klart, at valgresultatet var skidt for Venstre, som endte med nul mandater i storkredsen.

Det betyder, politisk ordfører Jan E. Jørgensen og et andet folketingsmedlem Linea Søgaard-Lidell ryger ud af Folketinget.

Enhedslisten fik på landsplan 6,3 procent af stemmerne, hvilket var en fremgang på 1,2 procentpoint sammenlignet med 2022-valget. Det betyder, at partiet er gået to mandater frem og nu har 11 af slagsen.

Rød blok har fået 84 mandater på landsplan ved valget, mens blå blok har fået 77 mandater, og derfor kan ingen tælle til 90, hvilket er nøgletallet i dansk politik. Moderaterne fik 14 mandater og kan stadig få en rolle i regeringsforhandlingerne.

Afgående statsminister Mette Frederiksen (S) bliver kongelig undersøger og skal forsøge at danne regering. Hun vil forsøge at danne regering med SF og De Radikale. Det skriver kongehuset i en pressemeddelelse sent onsdag eftermiddag.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT