KØB ABONNEMENT

Dømt eksdirektør fra DI får nyt job i Dansk Metal

ERHVERV/POLITIK • 25. SEP 2026 • 09:53

Thomas Bustrup blev i 2025 idømt 20 dages betinget fængsel for at have kørt spirituskørsel to gange samme dag.

Sidste år blev Thomas Bustrup fyret som viceadministrerende direktør i Dansk Industri, efter at han fik en dom for spirituskørsel.

Han er nu blevet ansat som ejendoms- og udviklingsdirektør i Dansk Metal.

Det skriver Claus Jensen, forbundsformand i Dansk Metal, fredag på LinkedIn ifølge Børsen.

- Jeg har den klare holdning, at ingen mennesker fortjener at blive brændemærket resten af arbejdslivet, fordi de har begået en fejl, skriver Claus Jensen.

- Hvis man erkender sine fejl og gør, hvad man kan for at rette op på det - og i øvrigt er både hårdtarbejdende og dygtig - så fortjener man at få en chance til.

Thomas Bustrup blev i december sidste år idømt en betinget fængselsdom på 20 dage for at have kørt spirituskørsel to gange på den samme dag i juni 2025.

Først blev han stoppet om eftermiddagen af politiet i Rønne på Bornholm, hvor en blodprøve efterfølgende viste, at han havde en alkoholpromille på 1,87.

Senere samme dag blev han stoppet på Øresundsmotorvejen i Kastrup. Her viste en blodprøve senere, at han havde en promille på 1,95.

Ud over fængselsstraffen blev han frakendt retten til at køre bil i otte år og fik en tillægsbøde på 117.000 kroner.

Kort efter meddelte Dansk Industri hans afskedigelse.

- Hans handlinger er ikke forenelige med DI's værdier, og vi har ikke længere den nødvendige tillid, lød det fra topchef i Dansk Industri, Lars Sandahl Sørensen, i en pressemeddelelse.

Efter dommen har Thomas Bustrup været i behandling hos Tjeles alkoholbehandling i 28 dage. Det skriver Børsen.

- Det er ingen hemmelighed, at Thomas Bustrup har haft en stor personlig krise. Han har siden været igennem en vellykket alkoholbehandling og er nu ude på den anden side, skriver Claus Jensen fredag på LinkedIn.

Thomas Bustrup begynder i Dansk Metal 1. november.

Hans primære ansvarsområde bliver drift, vedligehold og udvikling af Dansk Metals ejendomsportefølje.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT