KØB ABONNEMENT

Folketinget nedsætter gruppe til at bekæmpe chikane i politik

ERHVERV/POLITIK • 25. SEP 2026 • 06:00

De fleste partier i Folketinget er med i ny følgegruppe, der skal løse "demokratisk problem" med chikane.

Folketinget skal gøre mere for at bekæmpe fysisk og psykisk chikane af folkevalgte og hjælpe dem, der bliver udsat for det.

Derfor nedsættes der en såkaldt tværpolitisk følgegruppe med deltagelse af et medlem fra størstedelen af Folketingets partier.

Det oplyser Folketinget til Ritzau.

I spidsen for følgegruppen er Leif Lahn Jensen fra Socialdemokratiet, der er 1. næstformand for Folketinget.

Leif Lahn Jensen kalder chikanen af folkevalgte for et "stort demokratisk problem", der blandt andet gør det sværere at få folk til at stille op til politiske hverv.

- Det er der ingen, der kan have interesse i, siger han.

- Vi skal finde ud af, hvad pokker der skal til for både at hjælpe de her mennesker, der bliver udsat for det, men også finde ud af, hvordan vi kan få det til at gå væk.

Den nye følgegruppe mødes første gang på tirsdag, hvor professor Helene Helboe Pedersen fra Aarhus Universitet skal præsentere sin forskning på området.

Hun lavede i efteråret 2024 undersøgelsen "Politik under pres" med deltagelse af omkring 1200 politikere - herunder 80 folketingsmedlemmer.

Undersøgelsen viste, at 28 procent af folketingspolitikerne oplever, at de mindst én gang årligt bliver udsat for fysisk chikane.

Over 40 procent af folketingspolitikerne angav desuden, at de enten undgår at ytre sig om emner eller at udtrykke holdninger, fordi de har oplevet at blive chikaneret.

Leif Lahn Jensen, der har siddet i Folketinget siden 2007, oplever, at chikanen er blevet værre gennem årene - både på sociale medier og i det offentlige rum.

- Jeg oplever det mere eller mindre hver dag på Facebook, siger han.

- Vi kan godt tåle kritik, og det hører til. Vi skal have kritik. Men der er forskel på kritik og så chikane. Kritik hører til i et demokrati - det gør chikane ikke.

Leif Lahn Jensen nævner flere ting, som følgegruppen skal arbejde med på kort sigt.

Der skal blandt andet udarbejdes en kampagne i samarbejde med Danske Regioner og Kommunernes Landsforening (KL), der skal ses på bedre vejledning og adgang til støtte.

I november 2025 trådte en ny kontaktordning i kraft for folkevalgte og deres pårørende. Her har de en direkte hotline til politiet.

Under folketingsvalgkampen i marts blev der oprettet 27 sager i politiets kontaktordning. Sagerne havde baggrund i "hændelser om trusler og chikane" på blandt andet sociale medier samt hærværk og "få sager om vold", oplyste Rigspolitiet.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har også tidligere beskrevet udfordringen med chikane af folkevalgte politikere. Det gjorde hun blandt andet i sin tale til Folketingets åbning i 2025.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT