Der bliver kampvalg om næstformandsposten i Nye Borgerlige

23. JAN 2023 • 11:37ERHVERV/POLITIK

Rune Bønnelykke, der er medlem af Nye Borgerliges hovedbestyrelse, melder sig som næstformandskandidat.

Mens folketingsmedlem Lars Boje Mathiesen (NB) indtil videre er den eneste til at melde sig som kandidat til formandsposten i Nye Borgerlige, så står det fast, at der bliver kampvalg om posten som politisk næstformand.

Mandag har Rune Bønnelykke nemlig meldt sig som kandidat til næstformandsposten.

Bønnelykke, som sidder i partiets hovedbestyrelse og er byrådsmedlem i Vejle Kommune, udfordrer dermed folketingsmedlem Kim Edberg Andersen (NB).

Sidstnævnte var den første til at melde sit kandidatur til næstformandsposten.

- Jeg kunne godt tænke mig, at man holder fast i den rodfølelse med nationalfølelsen, som vi har.

- Vi har en super dygtig kandidat til formandsposten, men jeg vil gerne have, at han holder fast i både den liberale del, men også den nationalkonservative del. Altså følger den linje, som vi har i dag, siger Bønnelykke.

Der skal findes ny formand og næstformand ved partiets ekstraordinære generalforsamling den 7. februar.

Meldingen fra Bønnelykke kommer, dagen før at der er deadline for opstilling af kandidater. Det er tirsdag.

Nye Borgerlige skal snart vælge ny formand og næstformand, fordi formand Pernille Vermund og næstformand Peter Seier Christensen har meddelt, at de træder tilbage fra deres respektive poster. Endvidere har Vermund meddelt, at hun er i gang med sin sidste valgperiode.

I Nye Borgerlige er næstformandsposten delt. Der er en politisk næstformand og en organisatorisk næstformand. Jesper Hammer er den organisatoriske næstformand i partiet. Han genopstiller, og forventningen er, at der ikke sker udskiftning på den post.

At Edberg Andersen sidder i Folketinget, og at Bønnelykke ikke gør det, ser sidstnævnte ikke som en ulempe. Bønnelykke ved ikke, hvor store chancerne er for at blive valgt som næstformand.

- De tanker har jeg slet ikke haft. Jeg stiller op, fordi jeg føler, at det er min pligt som medlem af partiet, og fordi jeg har nogle holdninger, som jeg vil bidrage med. Så er det op til medlemmerne, de delegerede, at tage beslutningen, siger Bønnelykke.

Det var i sidste uge, at Edberg Andersen meldte sig på banen som kandidat til posten som politisk næstformand.

- Peter Seier har ønsket at træde tilbage som politisk næstformand, og det har Peter gjort, fordi han siger, at han har brugt mange år på det, og tiden den var kommet

- Samtidig med at Peter gør det, så har vi samtidig en drøftelse i vores folketingsgruppe, og der var et flertal, der ønskede, at jeg stillede mig til rådighed, sagde Edberg Andersen i en video slået op på Facebook.

Det var Pernille Vermund og Peter Seier Christensen, som i efteråret 2015 stiftede Nye Borgerlige.

Ved folketingsvalget i november sidste år kom Nye Borgerlige ind med seks mandater. Sidenhen har Mette Thiesen forladt partiet. Hun er i dag løsgænger i Folketinget.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU